At føde alene – Fra den anden side

Jeg skrev om min oplevelse af fødslen af min anden datter her. Nu har hendes kære moder også lidt at tilføje..

Det var tidlig onsdag morgen. Vilja har under hele graviditeten brugt den voksende mave som pude, men denne morgen gjorde det sgu lidt for ondt. De sædvanlige plukkeveer var en anelse stærkere end normalt, men uden egentlig at skænke det en større tanke, skulle Vilja gøres klar til vuggestue. Så med ufattelig mange pauser kom hun i tøjet, fik børstet tænder og kysset farvel.

Inden de tog afsted sagde jeg et par gange til Mikkel, at det gjorde lidt ondt og at det kunne være der snart ville ske noget. Magtede ikke at skabe et postyr, hvis det bare var falsk alarm. Især når det kun var anden dag på hans nye arbejde.
Anyways de to drog afsted og jeg begyndte at planlægge dagen. Bad, ordne vasketøj og lidt rengøring var på programmet. Mavens krampelignende anfald tog lidt til og da overskud fuldstændig har mistet betydning herhjemme, hoppede jeg i stedet under dynen og begyndte at google ”begyndende veer”. Aha det passede sgu meget godt, men så er der jo alligevel laaaaang tid igen..

Veerne tog til og i de få minutters pauser, fik jeg bakset mig ud i bad, som i øvrigt tog en evighed, da veerne igen tog skridtet til næste niveau. I gang med vejrtrækningsøvelser og vrikke med numsen, mens benene langsomt gik på stedet (det havde jeg jo lært under Viljas fødsel).

Egentlig gik jeg lidt og ventede på, at vandet ville gå, det var jo sådan det skete første gang. Så havde psyket mig selv så meget, at jeg ikke troede på at fødslen var i gang. Dog fik jeg alligevel indset, at det nu var på tide at ringe Mikkel hjem, han havde jo også været på arbejde i 1,5 time..

Jeg ringede første gang.. Intet svar
Jeg ringede anden gang.. Intet svar
Hmm HALLOOOO altså..

Tiden skulle gerne udnyttes bedst muligt inden en eventuel afgang, så imens jeg prøvede at få fat på manden, kom jeg i tøjet halv foroverbøjet over kommoder, skamler og hvad der nu lige lå af Viljas remedier. Der skulle jo også lige tages tid mellem veerne inden jeg kunne ringe til fødemodtagelsen på Herlev. Frem med stopuret.. Ve start.. Pause.. Start ur.. Ve igen.. Stop ur.. 45 sekunder.. Fuck havde jeg overhovedet målt rigtigt? Hvornår fanden skal uret sættes i gang? Jeg var mildest talt irriteret over, at jeg ikke kunne måle rigtigt, så projektet blev droppet, og det var tid til at ringe Mikkel op igen.

Jeg ringede for tredje gang.. INTET SVAR! For helvede altså, jeg kunne jo ikke ringe til hospitalet før jeg havde fået fat på ham.

Men så ringede telefonen.. Endelig.
”Kom hjem skat!” er det eneste jeg fik sagt, og Mikkel forstod alvoren.
Nu kunne jeg endelig ringe til hospitalet. Med en sivende fornemmelse af, at vandet var på vej ud, fik jeg placeret mig på toilettet med mobilen i hånden – det skulle jo ikke på gulvet det nasty shit.

”Hej, jeg tror jeg har veer.. ehm jeg mener jeg VED jeg har veer”

Så kom det gyldne spørgsmål
”Hvor lang tid er der mellem veerne?”

Mig ”åh det ved jeg ikke, det kan jeg ikke lige overskue...”

”Er der 5min, 10min eller et kvarter?”

”MAX 5min!” Vidste inderst inde godt, at der var meget kortere tid, men med max 5min var jeg da på den sikre side.

Jordemoderen sagde sødt, at vi skulle komme et smut forbi.
Tjek, så manglede jeg bare lige Mikkel.

Så sad jeg der og ventede – vandet løb jo ud!
På dette tidspunkt var veerne så kraftige, at jeg bare MÅTTE presse.

Uden at tænke så meget over det fik jeg presset, og pludselig genkendte jeg den brændende fornemmelse af et hoved på vej ud. Fuck.

I det sekund, gik det for alvor op for mig, at vi altså ikke kunne nå ud på hospitalet. Nu skulle hun bare ud. Mens presseveerne væltede ind over kom hovedet ud, begge mine hænder var placeret under hovedet og jeg prøvede at fornemme hvad der var for og bag, for ikke at trykke hende i ansigtet.

”Bare hun skriger eller græder når hun er ude”, tænkte jeg.
Mens der igen blev presset, fik jeg rejst mig op og ud kom kroppen, samt fostervand. Helt våd og med rystende ben fik jeg lagt hende på mine lår og sat mig tilbage på toilettet. Der gik et par sekunder før hun stak i et hyl. Pheeew.

Jeg prøvede at varme hende med mine arme. Navlestrengen sad fast under bukserne, god damnit, den rækkede kun lige til, at hun kunne ligge på lårene, så jeg bukkede mig hen indover i et forsøg på at varme hende.

Her sad jeg, helt alene, med min datter. Fostervand og blod udover det hele, låst fast til toilettet. Min mobil lå heldigvis inden for rækkevidde og jeg fik ringet til Mikkel.

”JEG ER PÅ VEJ, ER DER OM 5 MINUTTER”, sagde han inden jeg fik sagt et ord.
”Hun er her nu”..

Tænkte, at jeg også lige måtte ringe til fødemodtagelsen, de ventede jo på mig.

”Hej, du snakker med Denise, jeg ringede for omkring et kvarter siden. Jeg vil bare lige sige, at jeg har født..”

”Har du født? Hvorhenne?”

”Ja jeg fødte hende på toilettet” bogstaveligt talt…

Mens jordemoderen fra telefonen fik bestilt en akut ambulance og prøvede at guide og hjælpe, stormede Mikkel ind. Helt stakåndet og svedig, lignede han en, der var ved at dejse om.

”Er det faaaar der er kommet ind?” spurgte hun.
”Hvad hedder faaar?”

Mikkel med øjne så store, at de var ved at poppe ud, vaklede rundt for at finde hoved og hale i det hele, fik sagt et par lyde, der mest mindede om dem man hører i Zoo.

”Nå så du hedder Frank, ok Frank nu skal vi have lagt Denise ned på gulvet..” fortsatte hun…

Jeg ved ikke om Mikkel noterede navnet, men i situationens hede var det rart med et komisk indslag.

Vi fik sammen viklet navlestrengen ud og da jeg skulle til at rejse mig faldt moderkagen ned i kummen.
Jordemoderen fortalte Mikkel, at denne her kage altså skulle med ud på hospitalet, så han løb ud i køkkenet for at hente en gennemsigtig frysepose.

Jeg nåede lige at nævne, at posen nok var for lille, før han udbrød:
”Det er sgu da til min hånd! Jeg skal kraft edermamme ikke røre det der”.

Med hånden beskyttet i posen, prøvede han ihærdigt at tage den op fra kummen forgæves. Den blev ved med at smutte og han måtte erkende, at han skulle frem med de bare næver og trække i tovet.

Da der var kommet nogenlunde styr på situationen, ankom de rare ambulance mænd et par minutter efter, så vi endelig kunne ånde lettet op og rent faktisk fokusere på det lille stykke guld, som vi havde ventet på. Så lille og fin, med en nu lækker lyserød kulør. Det var helt perfekt.

Ud på Herlev til et hurtigt tjek om alt var fint, og her fik vi også besøg af jordemoderen fra telefonen.

”Hej Frank, tillykke med den lille”..

Velkommen til verden, Evia.