Spørg mig én gang til..

“Nyd nu bare dit fucking liv!”

Jeg elsker mine venner og holder af mine bekendte, men siden jeg er blevet far er der to spørgsmål, som giver mig hætteklædt-med-økse tanker..

“Nå, hø hø, nybagte farmand, får du så sovet nok?” 
“Ja da, selvfølgelig gør jeg det, fordi en baby i en etværelses er jo faktisk lydløs. Det er noget med akustikken og varmen, at de bare ikke siger en lyd”.
“Hold da op, der var i heldige hva? Hø hø”. 
“NEJ! NEJ! NEJ! Vi var ikke, fordi min fucking datter græder, når hun er sulten, når hun ikke er sulten. Hun græder, når hun sover, når hun ikke sover, når hun tror hun sover, når jeg tror hun sover. Hun græder, når jeg græder. Hun græder især når hun ikke kan løfte sine kinder fra gulvet eller flytte hendes arme synkront, når hun ormer sig på vej ud over puslebordet. Hun græder, når hendes hoved bare dingler rundt og hun på ingen mulig måde har en jordisk chance for at gøre noget tilnærmelsesvis koordineret. Fordi det er sjovt nok hvad en baby gør, de fucking græder!”

“Nå jamen så skal du nok ikke have flere børn lyder det som om?”
“Jo, det kan jeg så godt melde op at jeg skal! Og det er derfor mine blodsprængte øjne stadig smiler til dig, min krops 0 % tålmodighed stadig accepterer dine spørgsmål og på trods af, at jeg ikke kan huske hvornår jeg har haft en sammenhængende tanke, så er jeg stadig kun i første halvleg og jeg skal igennem det her, mindst en gang mere. Så hvis du lige gemmer dine fucking amatør spørgsmål væk, snupper en sandwich, nyder dine latterlige 8 timers søvn og netflix med lyd på, så vil jeg ligge mig på mine blødende knæ, skænke min egen mor en tanke af medlidenhed og så ellers samle min datters savlende hoved op fra puden!”

“AAAAAAAAAAAAAAAAaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaargh!”

Am I fucking right?!