Sut, sut, sut

Jeg husker tydeligt sundhedsplejerskens ord, som stadig giver rystende genlyd i mit hoved, “hun er bygget til at sutte”. Jeg er udmærket klar over hvad hun mente, men min drengerøvshjerne hørte enhver fars mareridt komme ud af munden på en ellers sød dame.

Det er nu et par uger siden, men jeg er begyndt at tro, at min datter måske ikke er bygget til at sutte. En lykkelig dag skulle man umiddelbart tro, men nej! Det jeg vil frem til er, at min datter er fuldstændig håbløs til at bruge en sut. Ja, du er ganske vidunderlig skat, men din indlæringsevne fra bryst til sut er ikke eksisterende! Det værste er, på trods af mine utallige timer med at hjælpe hende, at hun bliver så sur på sig selv, når hun hele tiden taber den, kvæles i den, glemmer den eller spytter den ud. Det resulterer naturligvis i hendes eneste måde at kommunikere på.. I lange uendelig hjerteskærende skrig og vrælen. Hun har fejlet så uendelig mange gange med en sut, at hun nu mestrer “hånd i mund” med overlegenhed. Hun er i fuld kontrol om det er tommelfinger, et par knoer eller bare hele hånden, der skal i skabet. “Fantastisk skat! AAAAAAAAAAAAAAAAARGH”.

Vi har prøvet 6 forskellige sutter og intet erstatter hendes egen lille hånd, som hun bliver mindst lige så sur på efter et par minutters savleri.

Så det er nu i skal på banen med gamle husmor råd, røverhistorier og legendariske fortællinger om hvordan i fik jeres barn til at fucking fatte det!