Skub dig selv!

Det sker, at jeg til tider bliver for ivrig, mister tålmodigheden eller bare er en smule stærkere end jeg lige regner med, i hvert fald for en baby, min baby! Vilja er efterhånden blevet super dygtig til både det ene og andet og der bliver øvet på maven, der bliver holdt savle konkurrencer og på det seneste øver vi “lad os se om far gir op i dag, hvis jeg hyler fyrre minutter non stop?”. Det kan også være, at sidstnævnte kategori ligger til grund for hvad dette indlæg egentligt handler om.. At blive skubbet.

Forleden sidder Denise og Vilja på legetæppet og giver den fuld gas med gummigiraf i hånden, Peter Plys i kæften, savl ned ad hagen og i fulde omdrejninger med de små lamseben. Hun er en fucking champ dernede, men Denise har lagt mærke til, at Vilja ikke er særlig god til det klassiske rul fra mave til ryg, som nogle af de andre i mødregruppens børn ellers kan. Så for helvede, så kører bussen bare ikke nogen fucking steder, hvis et par andre babyer, der endda er lidt yngre kan lave rulleren og Vilja ikke kan!

Konkurrence genet i mig er særdeles veludviklet på alle de dårligste måder overhovedet muligt, det kan i læse lidt om her, så da jeg hører ovenstående, farer jeg i flint, flyver op af stolen, rødglødende øjne og med en fucking vilje af stål, tordner jeg ned på alle fire og ligger kærligt, kraftigt og yderst bestemt min hånd under Viljas mave og.. “Stop”. Her skulle jeg nok have overvejet at tælle til ti eller i det mindste overveje min styrke vs. Viljas vægt. Tilbage til historien. “KAFLUFF!” efterfulgt af et “BANG!” Vilja lavede en lynhurtig vending fra mave til ryg, desværre med så meget kraft, at hun slog sit hoved direkte ned i tæppet, tabte Hr. Plys ud af munden og som en actionfilm i slowmotion, fløj hendes mundvand ud over hele stuen i den fire hundrede fyrre kilometer i timen drejning, hun lige havde formået at lave, med min hjælp.

“Kæft kvinde! I know!” Jeg fik de ondeste øjne jeg nogensinde har set, fra en ellers altid smilende Denise og mit hjerte knækkede, da jeg et par sekunder efter hørte Viljas grådkvalte brokken over min seneste handling. Det er yderst fucking sjældent, at jeg mangler ord, men i det øjeblik stod jeg forstenet i ganske mange sekunder før jeg kastede mig ned på mine grædende knæ og bad om tilgivelse fra min lille datter.

Et par minutter senere var alting godt igen og jeg skylder da en gevaldig omgang til min lille mus. Men på trods af det og set fra den anden side, så lærte Vilja en lyn vending og så har jeg da bare lige en enkelt ting at tilføje..

“1-0 fucking far!”

Ja, ja den sidste var lidt lakrids, men i krig og kærlighed..

Det kan i nok se ik?!