Lykken venter dig - Jeg sælger min lejlighed!

Fastelavn.. Min lille høne.

Fastelavn

Det har lige været fastelavn og i går holdt jeg det med svigerfamilien. Denise have forvandlet Vilja til en høne og da vi troppede op hos Denises mor, var der også en lille tønde, som Vilja og hendes kusine kunne slå på med et lille bitte bat.

Jeg fik enorme mængder af slik, kage og cola drønet ned i svælget og jeg må have brudt samtlige konventioner for hvor mange kalorier en krop kan rumme på samme tid. Endnu mere undrer det mig, at jeg ikke skulle besøge toilettet før søndag morgen, som så også fik dommen, livstid uden prøveløsladelse.

Nå men tilbage til projekt “slå katten af tønden”. Og med tønde mener jeg en papirspose med slik, og med bat mener jeg et slags bambusrør. Først hamrede kusine Isabella løs på tønden uden held og så var det jo tid til, at Vilja skulle gå i fars fodspor i en tidlig alder. Jeg har i mange år været kattekonge og jeg var sikker på, at Vilja også havde arvet min styrke og teknik til at få hul på sådan en satans tønde!

Så jeg hjalp hende i position til tønden, trak battet tilbage og jeg indrømmer blankt, at min entusiasme for hendes succes blæste lige lovlig meget igennem, da jeg hjalp hende med at hamre tønden ned, fordi sekundet efter skete dette “Bambuskæp møder papirspose med 900 kilometer i timen”.

BANG! sagde det og selvom der fløj slik ud og mine øjne lyste op som en julemand med munden fuld af vaniljekringler, så valgte min lille Vilja at stortude. Forskrækkelsen var så stor, at hun sprang de sædvanlige skridt over, ingen dirrende læber, ingen lydløs Kim Larsen mund, nej, den kom direkte fra sjælen og ud:

VRRRRRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆL med tårer flyvende til højre og venstre, fuldstændig utrøstelig.

Heldigvis var mor lige i nærheden til at trøste hende, mens jeg satte mig med et hjerte af sten, ned på gulvet, modløs og forvirret. “Hvordan fucking helvede kan min datter være bange for fastefuckinglavn?!”

Lidt efter blev jeg heldigvis tilgivet, efter jeg stak hende en chokoladebolle hun kunne sutte lidt på, få verdens mest fedtede fingre og derefter give mig begge klør fem i hovedet og savle lidt på min kind.

“Næste år skat, næste år!”

9 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lykken venter dig - Jeg sælger min lejlighed!