Endelig er bryster ikke løsningen!

Ja ja jeg kan da godt se, at jeg lige har meldt mig ud af mandeforeningen med det statement, men budskabet er altså et lidt andet end du sikkert umiddelbart tænker. Der skal soves igennem om natten og derfor nytter det ikke, at Vilja sover mellem os og får mælk i tide og utide om natten, bare så vi kan få en smule nattesøvn. Så vi er påbegyndt en tilpas sinds destruerende kurs, Vilja skal nemlig sove i hendes seng, uden natbabs og varmen fra fars mave. Så hvordan gør man lige det i en etværelses?

For det første har jeg overhovedet ikke sovet de sidste to nætter. Fordi Vilja er en bestemt lille dame, med en skinger stemme, en viljestyrke uden lige og når Vilja siger: “MAMAMAMAMAMAMAMA”, ja så mener hun det!

Denise kan ikke på nogen mulig måde komme i nærheden af Vilja om natten, for når hun først har fået færten af bryst, er der ingen vej tilbage, overhovedet! Så jeg har nattevagten med at holde, putte, nusse, blive sindssyg, tage insulin drop, banke hovedet ind i væggen og alle de andre ting, der forekommer naturligt, når man tager baby væk fra moar. Ergo ingen søvn. Denise må heller ikke vise sit hoved om natten, så derfor har jeg lavet en væg af puder som hun kan gemme sig bag og forsøge på at sove gennem den hjerteskærende lyd af Vilja, der udmagret, forvirret og desperat prøver at udtale ordene mor eller mad, eller sammensætningen af de to.

“MAMAMAMAMAMAMAMAM”, mens tårerne triller ned hendes kinder.

Så nu står far stolt om natten, som det sidste forsvar mod søvnen og endelig har jeg fået hovedrollen i en ellers besat produktion af mor og datter. Og når mor ikke er i syne og duften af varm mælk er væk, ja så kigger Vilja gerne på mig med store øjne i et par minutter og tænker;

“fuck it, hvis det bare er dig far, så ligger jeg mig sgu til at sove”.

Den finte prøver hun så at lave små 400 gange om natten, i håbet om at det er mor, der hiver hende op i hendes arme, løfter den sexede amme BH og stikker et overfyldt bryst direkte ind i skuffen på hende. Skuffelsen er dog altid den samme, med skrig og skrål over synet af far, men jeg kan mærke at hun langsomt er begyndt at forstå, at mad skal indtages om dagen og jeg er den eneste trøst at hente om natten!

Det er helt vanvittigt hårdt og det er med risikoen for, at jeg ender på psykiatrisk afdeling, men hvad gør man ikke for at lære sit barn om søvnrytmer?

Nu skal jeg have en fucking lur!