Arbejderklassen skåret ud i pap, med børn, i Rødovre..

Efter endt arbejdsdag har jeg efterhånden fået til vane at sætte mig i sofaen, slå benene op i et par minutter og nappe en kold øl. Jeg har først nu opfanget den kliche jeg er, efter Denise nænsomt mindede mig om, at jeg er starten på en middelmådig film, hver dag. Jeg triller på arbejde ved 7 tiden, kommer hjem ved halv fem tiden, fuldstændig smadret, leger med Vilja en times tid, slår sten saks papir om hvem der laver aftensmad, rydder op efter den tsunami Vilja efterlader og afventer det daglige aftenbad Denise giver Vilja. Ved 20 tiden sover Vilja så endelig og så starter forberedelserne til næste dag. Om det er indkøb, regninger, madpakke, posthuset og så videre. Så slutter aftenen med en til to episoder af en ligegyldig serie og lidt mundgodt. Hovedet rammer hovedpuden klokken 23 og en time senere græder Vilja igen. Sammen falder vi alle i søvn ved midnat og så begynder vi ellers forfra! Og mellem alt det, er der træning, overarbejde, bloggen og alt muligt andet!

”Are you fucking kidding me?”

Nej og fuck hvor er det fedt at være en kliche, med en lille smule kant. For mit drømmescenarie har de sidste mange år ligget i mellemrummet. Dér hvor jeg er god til mit arbejde, men ikke lader det overtage mig. Dér hvor jeg har tid til min lille familie og dér hvor mit ”jeg” bliver til vi i en naturlig forlængelse af den treenighed vi har sammen.

Nu mangler jeg bare en lille have

Har i en lige så spændende hverdag?