Lige pludselig meget selvstændig..

Som tiden flyver af sted, opdager jeg til dagligt ikke særlig mange ændringer med Vilja. Men så i ny og næ, en gang om måneden måske, gør Vilja et eller andet som jeg ikke lige ellers har lagt mærke til at hun kan, og så går det op for mig..

“Kæft hun er stor efterhånden!”

Hun er begyndt at snakke, pludre om man vil, det er også hende der nu bestemmer hvornår far må få et kys. Hun har en meget stærk holdning til mad og ordet “nej” er helt klart det mest brugte ord herhjemme. Hun elsker også at sige “faaaaaaar” uden alligevel at ville have noget med mig at gøre, hun mener bare ordet ligger godt i munden, tror jeg.

Men der er faktisk intet som et lille barn, der hurtigt vokser op, som på levende vis vidner til hvor hurtigt tiden trucker derud af. Derfor glemmer jeg også at skrive. Jeg troede eksempelvis, at jeg havde lagt et indlæg ud i går. Men det er godt og vel en uge siden nu. “Fucking helvede altså”..

Jeg bryder mig ikke synderligt om denne eksplosive udvikling, for jeg tror ikke, at jeg når bare halvdelen af alle de ting, jeg virkelig gerne vil. Faktisk når jeg knap nok at være sammen med Vilja. Grunden til hendes selvstændighed er naturligvis at hun vokser, men jeg kan ikke undgå at tænke på, at det ligeledes består i at hun er i vuggestue i 9 timer hver dag. Og når vi så kommer hjem er der fart over feltet med madlavning, vasketøj, opvask, oprydning og rend mig. Så egentligt, på trods af at jeg mener vi er enorm nærværende forældre, kan det ofte godt fremkalde frustrerende følelser af, at jeg ikke er der nok.

Disse tanker bunder i, at hun i dag løb ind i soveværelset og hentede en bog, gav mig den og ville læse den højt for mig..

“MIN BABY KAN PLUDSELIG AL TING SELV! HVAD MED FAR?!”

Tanker fra en tirsdag..

God aften derude!