Jeg ELSKER at sove sammen med mit barn! – Gør du?

Jeg har været lidt omkring og læst om forskellige menneskers holdning til at sove sammen med deres barn/børn. Senest har Emili HER haft et par fordomme overfor samsovning. Samtidig kan hun ikke forstå, at folk ikke kan indrette deres kalender efter barnets plejeforhold og så er hun vildt dygtig til at lære sit barn, at efter 1 år, så skal mor, far og barn skilles, hele natten, fordi lillemor skal kunne brede sig i sengen og have ild i underlivet.

Jeg tror mange tænker sådan. At det er vigtigt at hente sit barn i ordentlig tid, så man har én eller halvanden time mere sammen, hver dag. At man så skilles i 10 timer om natten, har jo ingen betydning, overhovedet!

”Spænd nu lige indkøbskysen, for helvede!”

En nat med mit barn inkluderer meget mere end ”bare” søvn. Jeg elsker at være der, når hun skriger et øjeblik om natten, når hun ruller rundt. Jeg elsker trygheden af hendes nærhed, jeg varmes af at se hende finde ro, midt i hendes drømme, hendes behov for at vende og dreje sig mellem mig og Denise, og jeg kan slet ikke forene mig med tanken om ikke at møde min datters livsglade øjne, hver morgen.

Så til alle dem, der deler Emilis holdninger, forklædt som fordomme, så kan jeg godt forstå at det er rart med lidt alenetid, at det er rart at lave sneengle i dynerne og sove fredeligt, det meste af natten.. Men, når tid med sit barn er så høj en prioritet, og alt kommer til alt, så vælger jeg 7 til 9 timer til, med min datter, som I pavestolte kvinder og mænd, aktivt vælger fra.

Jeg tror at grunden til, at det er virkeligt svært at få børn til at sove alene om natten, og grunden til at mange kvinder er så pavestolte over, at det er lykkedes dem at få barnet til at acceptere ensomhed, muligvis kunne begrundes med, at et barn på ingen mulig måde ønsker at være alene om natten…

”Jeg er en granvoksen mand og jeg fortrækker også noget fucking selskab om natten!”

Men vi mennesker, vi tilvænner os jo, og mange kvinder/mænd har en tendens til at være stolte over, at de kan distancere sig nok fra deres børn, til at børnene til sidst accepterer forholdene. Det bliver på magisk vis til en pokal, medalje og papirsflyver til den evigt forvirrede kælling, der tror at alle parter har det bedst, adskilt.

Nuvel, folk kan gøre hvad de vil, men den konkurrence det efterhånden er blevet, om hvem der tidligst kan tvangsfjerne deres barn ind i egen seng, så mor og far atter kan brede sig, mens mindste fællesnævner bliver spist af med det perfekte børneværelse, med tilhørende tremmeseng, er gået mere end en tand for vidt!

”TREMMESENG!” Tænk over den, før I blamerer jer med hvor godt I sover eller hvor meget sex I har!

“Vi ses, med en minifod i fjæset!”