At føde alene – en fars oplevelse fra taxaen

 

Før denne beretning går i gang, så vil jeg lige bede dig om at sætte din snack fra dig, da der kan være opkastfremkaldende dele i denne historie. Nuvel lad os gå i gang.

Jeg var lige startet på nyt job, havde været 3 dage i Marbella på 5-stjernet hotel, men det skal jeg nok fortælle om en anden gang. Jeg mødte ind på arbejde om tirsdagen og første dag fløj afsted. Næste morgen var jeg veludhvilet, som om.. fuldstændig smadret!

På vej ud af døren og lige før jeg havde lagt skohornet fra mig, nævnte Denise, at hun godt kunne mærke, at Evia gerne snart ville ud. Hun nævnte intet, INTET om at det skulle ske den dag.

Kl. 10:30 fik jeg første opkald og Denise var i telefonen..

”Kom hjem skat!” Den skælvende stemme var meget seriøs.

”Bank bank? Hvem der? Evia ÅBENBART, What the fuck!”

Jeg fløj rundt om mig selv, forvirret som ind i helvede, fik pakket sådan nogenlunde sammen og fløj ned på Gothersgade for at fange en taxa.

”Så er det altså med fucking dobbeltben du tramper på sømmet kammerat, så skal jeg nok betale din bøde ok?!”

Men ak, jeg havde fået ole lukkeøje ved min side.. Den ENESTE fucking gang, at jeg har savnet en ung frisk gut med seriøs krampeværk i højre fod!

3 minutter inden ankomst, kommer andet opkald ind..

I en tung gråd og fortvivlelse lyder ordende..

”Hun er her nu..”

”Hvem er der? Din mor, min mor, din søster, HVEM ER DER?!”

”Evia, jeg sidder med hende i armene på toilettet”

Med mere end almindelig alvor i stemmen bad jeg Stewart Stardust om at puste støvet af sin pibe og få mig hjem med det vuns! Og så gik det ellers stærkt. Jeg tog 14 trin af gangen op af trappen og ville have gjort enhver amerikansk football entusiast tilpas stolt over min tackling af døren, ind til lejligheden.

Jeg fløj ud på toilettet og ganske rigtigt. Der sad Denise. Og Evia. Med en navlestreng fra A til B.

”Det er altså et tilpas forstyrrende syn at møde, at i bare lige ved det”

Denise havde dog været praktisk, både at have låst døren op for mig, taget skamlen ud på toilettet og taget sin telefon med ligeledes. En sød jordemoder var i røret.

”Er det din mand, der væltede ind der?” NEJ NEJ, det var da pizzamanden og vinduespudseren der lige hørte, at vi manglede en hånd.. JA GU FANDEN ER DET HENDES MAND, ELEFANTEN PÅ KRIGSSTIEN!

Alt dette blev afløst af et alvorligt PLUMP.

Ja, ja ro på kællinger, det var meget klammere end en kæmpe brunsviger. Der røg moderkagen nemlig direkte i kummen.

Selv jordemoderen kunne høre plasket, og jeg ved ikke om det var ren pli, at hun ikke spurgte om jeg var faldet i badekarret, som vi i øvrigt ikke har.

”Så far, den er du NØDT til at fiske op, og få mor lagt ned på gulvet”, lød det fra stemmen i røret.

”Taler hun til mig? TALER HUN TIL MIG?!”

”VED MIN HØJRE NOSSE, WHAT THE FUCK?!”

”Årh for helvede også. Flyt de ben skat”

Bare lige en huskeseddel til dem der oplever dette i fremtiden. Det er edder fucking svært at manøvrere en moderkage op fra et toilet, når der sidder en person ovenpå det!

Og af totalt uvisse årsager så havde navlestrengen forvildet sig ned under Denises bukser! Altså skulle jeg have hendes ene bukseben af, før jeg kunne udføre min opgave. Og det var heller ikke spor nemt!

Det fik mig til at tænke på den situation Denise havde stået i, ved fødslen. Bukser rundt om knæene. Halv squat stilling. EN hånd, der holder om babys hoved, mens hun bliver trukket og skubbet ud af Denise, der så formår at trække hende ud UNDER bukserne på hende selv og op i skødet.

”Hvad helvede???”

Langt om længe lå vi alle på gulvet, på samtlige af husholdningens håndklæder, jeg fortvivlet havde fundet frem. Jeg mindes stadig ordene fra svigermor:

”De skal bare vaskes – Nej kære, de skal brændes!”

Lige som vi havde fundet fodfæste, stormede to midaldrende ambulancemænd ind på gerningsstedet. Og inden vi havde fået taget et billede (for det skal man jo?) og set os om, så havde jeg lige pludselig en sløj saks i hånden, fik klippet navlestrengen over og viklet Evia ind i et tæppe af guld folie, så hun lignede et påskeæg.

Tjuhej og tjubang, så var vi på Herlev hospital og 2 timer senere, efter Evia var blevet vejet, målt og ammet, var vi på vej hjem igen. Forældre for anden gang, noget forvirrede, glade, trætte, men mest af alt fuldstændig fucking D O N E !

Ps. Jeg er pænt fucking stolt af Denise!