En fars fødselsberetning

“Jeg har født dit barn“, “Jeg gik gennem 25 timers veer” og den altid meget skræmmende “Jeg ved godt dit hul i kødstangen er mindre end mit, men så forestil dig, at du skal pisse en modvillig tennisbold ud“.. Ingen mænd kommer nogensinde tilbage fra den..

På trods af, at vi nok aldrig kommer i nærheden af ligevægt hvad angår fødsler, så vil jeg alligevel fortælle lidt om hvordan jeg kom igennem mit livs hårdeste dag.

For 4 uger siden lå jeg naturligt nok begravet under dobbeltdynen, dedikeret til mine livlige drømme om storhed og superhelte kræfter. Et druknet grynt forstyrrer mig pludseligt og jeg åbner øjnene halvt, kigger på uret, klokken viser 01:30 .. “What the fuck, virkelig, jeg har kun sovet i fucking 3 timer!” Intet svar. Jeg kigger rundt, hun ligger ikke i sovesofaen og hun kan jo ikke ligefrem gemme sig i en etværelses. Jeg rejser mig hurtigt og kigger ned.. Mine øjne møder min kæreste liggende på gulvet i fuld opkast stilling med smerter så kraftige, at jeg nok aldrig helt vil forstå hvad hun gik igennem den nat. 

Helt forvirret løber jeg rundt om sofabordet. “Hvad kan jeg gøre? er det nu? ER DET NU!?!?” . . Helt euforisk og komplet nøgen flyver jeg hen over sovesofaen, griber bilnøglerne og mine solbriller… Halvt på vej ud af døren.. “FUCK FUCK FUCK, jeg har glemt Denise”…

Ind igen. Hun ligger stadig i kramper, hun smiler skævt til mig og hvisker; ring til fødegangen. “Nå ja selvfølgelig, god fucking damn it“, jeg fedter telefonen frem…

“Goddag du taler med Jordemoder Hanne, hvad kan jeg hjælpe med? Jeg kaster mig på sovesofaen, så jeg bedre kan få et fugleperspektiv af min kæreste og begynder entusiastisk at beskrive hendes adfærd… “Uhyre, 4 ben, opkast, kramper, helt i mosen”.. Afbrudt af jordemoderen; “kan jeg tale med din kæreste?”

Hurtig afviklet fortæller kvinden i mit liv helt afslappet, dog med få vepauser hvordan og hvorledes det står til, og vi skal bare afsted til Hvidovre hospital og få en vurdering. Nå ja ok, når vi nu ikke har mere travlt, så tager jeg da lige en skyller og sætter håret. 15 min senere triller vi ud til Hvidovre Hospital.

“Ja du har åbnet dig 9 cm, det er så flot – du skal over på fødegangen med det samme”.

“What in the flying fuck? Har hun lige åbnet min hellige gral 9 cm lydløst bare for at jeg kunne sove lidt længere?” Ikke nok med det, så brokkede hun sig heller ikke over jeg lige tog et brusebad… “Woah det er en langtidsskylder!”

Direkte ned i et varmt badekar og 5 min senere udbryder jordemoderen: “Nej se hvor langt ude hun er, kom med dine fingre så du kan mærke hendes lille hoved og alt hendes hår”..

Alene tanken gav min mave en rullende fornemmelse af, at en tsunami ramte mine indvolde. Men på trods af den indvendige mavepuster fra Tyson, stak jeg min arm ned i vandet og med halvt lukkede øjne og gurgle lyde fandt jeg frem til min datters hoved. Et smil bredte sig og i et kort øjeblik blev alting helt stille. Dette var første gang jeg rørte min datter.

“Ja du skal jo føde inden en time!”

“Sorry what?”

“Ja det ser ud til, at det bliver en hurtig fødsel”..

3 timer senere fik vores jordemor fri, eller gav op, hvem ved og vi blev tildelt ikke bare 1 men 2 søde mennesker. 1 jordemoder og 1 redderelev, der skulle hjælpe og lære mere om fødsler. Rimelig sikker på, at hun havde meldt sig syg den dag, hvis hun vidste hvad der skulle til at ske.

Denise havde efterhånden vænnet sig til veerne og var begyndt at falde hen i badekaret. Så op og stå. Foroverbøjet hen over fødesengen skulle hun vrikke med røven for at sætte gang i veerne og eftersom jeg var meget træt og lidt forvirret over hvad min rolle i alt det her var, lavede jeg spejlet af hende og begyndte og sympati-vrikke min røv i takt med hendes.

Heller ikke en succes, tilbage og ligge på ryggen – “Ja så spreder du benene, og smækker knæene så langt op i hovedet på dig selv som fysisk muligt, ja det rigtigt flot”.

Jeg var efterhånden blevet fucking træt og havde luret, at der stod en lænestol på vores fødestue. Jordemoderen havde vist opfanget mine ellers ninja-agtige forsøg på at slippe kærestens jerngreb for at søge ly i et par minutters lukkede øjenlåg.

“Tag du dig bare en lille lur”. “What? Really?”

De næste 30 minutter har jeg ingen indflydelse på, for der ligger jeg i dyb koma i en halvslidt lænestol imens min kæreste går gennem den mest smertefulde tid i hendes liv. “Vi ses bare i helvede ikke?”

Efter jeg vågner op og kommer tilbage ind i kampen, begynder vi på et urimeligt kedeligt forløb af 1 cm frem 0.99 cm tilbage… I vepauserne begynder jeg, reddereleven og jordemoderen at udveksle tattoo og piercing historier, mens vi venter på at min kæreste får samlet nok kræfter til at ligne en spærreballon igen.

Der er nu gået rigtig mange timer, vi startede klokken 01:30 og nærmer os 10:00 om formiddagen og selv om jeg ved, at min kæreste ikke har skreget så meget som en eneste gang i løbet af hele forløbet, så ved jeg godt, at al den hårdhed skal styrkes og der er kun en måde jeg ved hvordan.

“Make her laugh & smile”

Min ene hånd har hele tiden knuget hendes og jeg tørrer hendes ansigts svedperler af med en dejlig kølig klud. Selvom jeg ikke har lyst, så kigger jeg ned til min datter midt i en ve, for ligesom at kunne verificere jordemoderens lidt kedelige tilråb: “Ja flot, hurra, ihh, neeej hvor dygtig, skub, skub, skub, der er hun”..

“Nej nej nej!”

“DET HER SKAT ER DAGENS FUCKING WOD!”

“PUUUUSH IT! DER ER HUN, LIDT MER, KOM NU FOR HELVEDE! PRES PÅ SOM OM DU HAR HÅRD MAVE!  JAAAAAAAAAAAAA!.. GOD FUCKING DAMN IT HUN FORSVANDT IGEN!”..

Sådan fortsatte vi lidt endnu med fuld fucking indsats og jeg ved ikke om min sidste ve- entusiastiske bemærkning provokerede Denise eller min kære datter, måske begge? For da jeg for 10. gang kaster mig ud i en peptalk kommer dette ud..

“JA! SÅ KØRER BUSSEN, JA, DER NÆSTEN”.. Og lige som Veen er ved at ende “NEJ NEJ NEJ VÆK IGEN… NU STRAMMER DU FUCKING OP, FAR ER TRÆT!”

Og vupti en ve i veen og KAPOW, hovedet var ude. Ja, så skete der bare det lidt uheldige, at kun hendes hoved sad fast, helt ude.. Og den sidste ve ville få hende helt ud.. Men der skulle gå 4 minutter før den ve kom…

Med et hoved i begge ender kunne jeg ikke holde masken og på trods af, at jeg havde en fornemmelse af hvor ondt det gjorde, så brød jeg sammen af grin. Ser i, når man er fuldstændig hjælpeløs, så gør man rigtig mange mærkelige ting for på en eller anden måde at få fokus væk fra de smerter som man på ingen måde er herre over. Og jeg ved, at når jeg får hende til at grine, så forsvinder smerten et øjeblik..

Endelig kom den sidste ve og Vilja rutschede ud og blev plantet direkte på mors bryst. Et grin blev på et splitsekund afløst af en komplet overvældelse af følelser, som jeg har meget svært ved at beskrive. Tårerne trillede ned af mine kinder, min mund skælvede og hele min krop rystede.. Jeg rejste mig fra min krop og kiggede ned på min lille familie og et nyt livssyn installerede sig selv det øjeblik;

“Det er min datter som jeg skal beskytte, passe på, opdrage, følge i skole, skælde ud, hente fra en lidt for sen date med en fedtet teenagerdreng jeg helst vil likvidere, men mest af alt, her er du min datter som jeg elsker højere end noget andet jeg nogensinde har følt”.