En sovesofas hævn!

“En sovesofa er i virkeligheden en transformer, du ved en decepticon, hvis eneste formål i livet er at fucke med dig!”

Nu er det på tide, at komme ud med en omgang galde jeg ellers har holdt i skak med tanken om alternativet. Jeg taler naturligvis om vores knirkende, alt for hårde, jeg-kan-mærke-underboens-gulv kvalitetsmadras, på trods af, at vi valgte en dyr model, besværlige, fuldstændig FUCKING UDUELIGE LORTE SOVESOFA!

Før baby kom til verden, havde vi en dejlig stor seng. En af de senge, der tillader en mand med kurver at faceplante sig direkte ned i den, kun modtaget af en blød madras og en lille engel, der nusser en bag øret. Det kan jeg så med tordenguden Thors røst melde op, på ingen fucking måder er muligt mere..

Ser i, når man bor småt, så er man nødt til at tænke ultra praktisk og når vi nu skulle være forældre, måtte vi jo hellere få en sofa, både for os selv men også i tilfælde af gæster, som vi ellers fint havde undveget i en del år. Det, at mangle en sofa i cirka 7 år havde også så småt begyndt at sætte sine mærker: “Fjernsyn, seng eller gulv? Matador, seng eller gulv? Aftensmad, seng eller gulv?” I kan se hvor trenden bevæger sig hen..

Efter at have støvsuget samtlige boligsider, butikker og gode råd fra ivrige boligentusiaster, finder vi en Milano sovesofa fra Bolia og får valgt samtlige af de dyreste tilkøb som betræk og madraskvalitet, vi skal satme da ikke gå ned på udstyr! Prisen lyder på 26.000 kroner og havde der ikke været 40 % off, så ville den sofa aldrig i sit liv have fundet vej ind i vores hjem.

Jeg får pakket lortet ud, sat den op med hjælp fra svigermor og nej hvor er den bare fed! Så flot, sofabordet passer lige til, de alt for dyre hvide trækasser på væggen står i god kontrast og chaiselongen inddeler vores ene rum på en god måde. Perfekt tænker vi! Men nej, ikke så meget som et gram af perfekt, faktisk det fuldstændig modsatte. Vi valgte nemlig også at købe et sofabord lavet af træ, men jeg er rimlig sikker på vi fik den model, der blev støbt i cement.

Med meget lidt overskud for tiden grundet baby, min stramme kost (ikke Denise, lol,  ja jeg ved godt hvad i tænker!) og mine nu 6 ugers røgfri lunger går bare ikke i spænd med noget så latterligt som en sovesofa. Det følgende er vores aftenritual:

“Skat, løfter du lige den 2 tons tunge chaiselongpude så griber jeg dynen? Tak. Skaat, sætter du lige ryglænet over i hjørnet, så kan jeg finde puderne frem i det hemmelige ryglænsrum? Taak. Skaaat, flytter du lige Vilja, Ipaden, telefonerne og fjernbetjeningen fra sofahynderne? Taaak. Skaaaat, ligger du de sidste to ryg- og siddehynder over i hjørnet? Ja helt over i hjørnet, så der stadig er en lille gang vi kan følge ud til kummen? Taaaak”. I mellemtiden har hun ryddet lejligheden, så der er plads til, at den ukendte transformer kan foldes ud. “SKAAAAAaaaat, spotter du mig lige på næste øvelse, bordløft, på hvad der føles som 8 ton i vores tilstand. Taaaaak. SKAAA… – JA JEG VED DET FUCKING GODT, LORTET SKAL OGSÅ FOLDES UD, REDDES OG FJERNSYNET SKAL TÆNDES, SÅ VI HAR LIDT LYS FØR VI LIGGER OS! GOT IT, ROGER, FUCKING A!” 

Helt udmattet ligger vi os ned i sengen, du ved på den der, pæne, sid ned, kig tilbage, læn forsigtigt ned og langsomt udånde; “Ahhh”. Men ligemeget hvad fuck du gør for at lege prinsessen på ærten, så begynder lortet at knirke lige akkurat højt og langt tid nok til, at en anden velkendt lyd tager over..

“VRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆL!!!”

“What in the nutsweating fuck?!”

Sådan her sover vi mange nætter nu, for at undgå at vække helvedes inkarnation, sovesofaen…

“Life is good?!”