Min indre homo..

“Jeg er bare pænt sikker på, at alle mænd er lidt homo”.

Jeg har oplevet en trend, der i særdeleshed kommer til udtryk i fitnesscentre, lige meget hvor maskulin, stor, tatoveret og hård man er.  Jeg er selv faldet direkte i “fælden”, ja ja, jeg ved godt homo ikke er en fælde.. “kom nu!” Jeg har købt mig fattig i fuldstændig ligegyldigt træningsudstyr som tights, nye løbesko, knæbeskyttere, pandebånd, pulsur, stabilitetsokker, handsker til de 5 kilo, så jeg slipper for vabler og en “cap”, bare fordi jeg kan. Grunden til, at jeg træner alene idag, bunder således i den effekt, en makker har på mig. Her er et typisk scenarie for blot et par år siden..

Min telefon kimer med den nyeste døgnfluesang. Min makker kalder for lige at koordinere vores shit, så vi ikke tropper op i det samme sæt tøj. Det hele starter ved stationen bænkpres, efterfulgt af håndvægte til overarmene. “Er der andre øvelser?” Ikke fordi det tager lang tid at klemme et par sets ud, men mellem hvert eneste fucking set, så går snakken således..

Jeg skæver over til min kammerat, helt casual med håret tilbage: “Oh yeah, se lige ham der, han bruger bare ryggen heeeelt forkert” og min makker er hurtig til at bakke op; “hydr, hydr yea mand, orv har set facen, blev lige liket der, husk lige vi også skal ha tid til selfies”. Sådan går smalltalken typisk og bænkpres har pludselig taget 2 timer længere end planlagt.

Umiddelbart efter bænken triller vi synkroniseret hen mod håndvægtene, halvt ved at skvatte over samtlige maskiner, skæver vi små 15 gange til spejlet, for at se det enorme bryst vi lige har sparket til live: “Huaaaaa!”

Efter en god omgang arm i spejlet, hvor der skiftevis leges modefotograf, går turen til omklædningen. Hernede kigger vi som altid febrilsk rundt på andre mænd, i en manisk kamp om at se bedst ud, alt imens vi prøver at få vores svedige trunks af. Lynhurtigt svinges håndklædet om livet, så benene gemmes væk, for “hvem træner ben, helt ærligt?”

Den næste session af selfies begynder og mens jeg og min makker står lidt for tæt og retter på hinandens lændeklæder, knipses der Iphone shots så voldsomt, at der en reel chance for epilepsianfald i omklædningen.

Der bliver lige kigget en ekstra gang på hinanden, vi er klar, den sidste og mest alvorlige del af træningsritualet indledes. Håndklædet bliver bundet med dobbelt råbåndsknob og vi triller mod badet. Langsomt falder håndklæderne til jorden og med brystet skudt helt frem, maven suget ind, kigger jeg over på min makker, med et synkront anerkendende nik, lunter vi noncelang ind under bruserne. I de næste par minutter udveksles der skæve blikke, stirrende øjne og små grynt.

“Her er der INGEN selfies, en uskreven regel som ingen har hørt om, men alle kender!”

Derfor træner jeg alene idag!

“Fuck my life”..