Med eller uden makker, træning under pres!

Straffet! Et begreb jeg sjældent bruger efter en træningstime alene. Ofte giver jeg mig selv 90%, men jeg er sjældent derhenne, hvor jeg kan mærke at min krop skriger, kæmper ititor overlevelse og svedbølger rystes fra panden. Men i går havde jeg en arbejdskollega/ven med til træning. Det er en af fordelene ved mit medlemskab, at jeg altid kan medbringe en makker, gratis. At jeg så medbragte hvad bedst kan betegnes som et hvallignende badekar, er hvad det er. Et træningscenter er et fedt samlingssted at medbringe en ven, kollega eller bare en bekendt, da det falder ganske naturligt at drøfte arbejde, familie og verdenssituationen, mens man langsomt bliver knust af vægtene. Selvfølgelig, i den form som vi begge besidder, blev det mest til enstavelsesord med tilhørende savl ned ad hagen. I går var jeg så så heldig, at jeg ikke bare fik en makker med til træning, men samtidig også fik et kæmpe selvtillidsboost. For på trods af, at jeg ikke spiser helt sundt, ikke træner 24 gange ugentligt og ikke higer efter at ligne en photoshoppet gokkedreng, så er jeg alligevel ikke helt lad. Det er min kammerat tilgengæld. Som han selv sagde…

“I dag kommer regningen på 3 år med cola, vafler og bil”

Hvortil jeg kun kunne svare..

“Og i morgen kommer renterne”.

Og ganske rigtigt.. For det tog ikke mere end 50 kilo i squat til opvarmning før den første krampe satte sig i låret på ham. Og de velplacerede prutter i modvind under bænkpres var også vidne på, at hans inderste organer løb efter nærmeste exit, hvilket bare satte ham under mere pres. En opgivende krop, en lugt der kunne få falske blomster til at visne og et par håndvægte hans datter på 1 år ville kunne løfte.

Men på trods af mandens kamp mod dødvægten, hjalp han mig alligevel til at yde max, så jeg også stod med drivvåde boxere, sammenbidte tænder og så stjerner i ny og næ. Og i de helt slemme perioder, hvor vi kun kunne ligge på gulvet og gispe efter vejret, fik vi sludret om lidt af hvert. Faktisk gik det fra at være en hurtigt træning til at vi lige pludselig havde været nede i fitnessDK i mere end 2 timer.

I dag føles kroppen øm på den gode måde. På den måde hvor jeg helt uden omtanke kunne bestille en cheeseburger med bacon til frokost. Hvilket vi i øvrigt gjorde, dog med vand til. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi har trænet sammen og de gange hvor det ikke lykkes, så er det jo bare næste levende billede på vennelisten, og så fortsætte den så småt begyndende succes, dette fitnesscirkus er blevet til.

Jeg ville ønske, at jeg havde trænet lidt mere i den forgangne måned, men samtidig skal jeg vidst bare være glad for, at jeg overhovedet er kommet af sted. Stille og roligt har jeg fået mere blod på tanden og så kommer kosten og flere træningssessioner jo nok langsomt til.

Jeg kan virkelig anbefale at få træning klemt ind i kalenderen, da følelsen efterfølgende er helt perfekt. Jeg har en helt anden ide om hvordan jeg ser ud efter en træning, fit as fuck.. Meen spejlet deler ikke det billede.. Men det er fucking lige meget. For efter træningen har jeg det pissefedt, også selvom jeg stadig ligner en Kaj kage. Og så er der ekstra point på tavlen hos Denise fordi jeg stadig, efter alle de år, gider at “prøve”!

Her er min makker efter træning..