En rigtig dårlig taber..

Da jeg var en lille dreng , ja faktisk siden jeg kan huske og sikkert også længere tilbage, var jeg ikke bare en dårlig taber, jeg var en helt abstrakt hysterisk dårlig taber. Hvis jeg blev slået hjem i ludo, mor fik en globus på det forkerte tidspunkt eller jeg ikke fik yatzy før min far, ja så blev jeg så fucking sur, at de næste par timer gik med at stoppe vandfaldet fra mine øjne og vrælende fjæs. Den bedste måde at beskrive hvor helt sygt sur jeg blev, når tingene ikke gik min vej, er nok at fortælle historien om dengang jeg var 7 år gammel, tog jeg en saks fra køkkenet, gik ind i stuen hvor min mor talte i telefon og klippede ledningen over. Nu var det altså MIN tid mor!

“Jamen der er da ikke ledninger i telefoner haha”   – tjek dig selv champ, klokken er over ni.

Jeg er ikke i tvivl om at Vilja er min datter, sådan som hun kun rigtigt prutter, når mit fjæs er i nærheden af hendes røv og hun derefter får sin smiler på. Jo den er god nok, hun har fået stodder genet. Så det bekymrer mig at tænke på, at om inden længe skal vi til at spille spil. Og jeg kan så hurtigt melde op, at jeg stadigvæk er en pænt fucking dårlig taber. Så jeg er rimelig sikker på, at når den står på spilaften hos familien uden filter, så får Viljas mor mere end nok og se til!

“Vi fucking ses på rådhuspladsen Vilja!”