Lidt om plads og køn..

Jeg blev gjort opmærksom på et emne af en læser, som jeg gerne vil uddybe lidt. En mands plads og hvad man tænker, når man hører om barnets køn. Jeg er ret sikker på, at det ikke er et emne, der kommer op efter man har fået kønnet at vide, på trods af at jeg er helt sikker på, at der sidder frustrationer og skuffelser som aldrig rigtig får taletid.

Jeg tror rigtig mange fædre ønsker at få en dreng, sådan havde jeg det i hvert fald selv før jeg fik Vilja. Det er bare mere naturligt at lege med en dreng for mig som far. Det troede jeg på, men allerede nu 3 måneder inde i Viljas liv, ved jeg slet ikke hvorfor vi mænd går rundt og ønsker os minimes. Drenge er så meget fucking hårdt arbejde. Når jeg ser på det energi niveau som nogle af mine bekendtes sønner har, tænker jeg tit: “Fuck my life” hvor er jeg glad for, at jeg ikke skal passe på mig selv i miniformat, som tilmed er utrættelig.

Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig gerne vil have en dreng, men når jeg kigger ned på min datter, kan jeg slet ikke forestille mig at ønske noget andet.

Den beskyttende rolle, som de fleste mænd besidder, er jeg sikker på bliver forstærket endnu mere, når man får en pige. Jeg kan ikke sammenligne, for jeg har ikke en søn og jeg er da også sikker på, at man ikke elsker en pige højere. Min rolle i hele det her familiehierarki har altid været at beskytte, omfavne og skabe tryghed via størrelse og styrke. Min rolle har altså altid været at passe på Viljas mor. Mand holder om kvinde. Jeg er udmærket godt klar over, at det sikkert er krænkende for nogen ligestillingsnisser og jeg er også ganske fucking klar over, at der ikke er bjørne, dinoer eller andet vildt i Sydhavnen som jeg skal værne Denise overfor. Det er tankegangen. Jeg kan godt lide at være “manden” og jeg er så heldig, at Denise deler de samme værdier.

Jeg kan godt forstå nogle af de syge frustrationer, der måtte opstå for en mand, når man så gerne vil passe på og gøre ved, og der i den anden ende står kosten med høje hæle og skriger lungerne fulde af Pussy cat dolls “I don’t need a man”! Så her er et godt råd: Vær din mands kvinde! Gør i det, så åbner der sig en helt ny form for dialog, for så føler manden også, at han har en rolle i et ellers stærkt domineret forhold. Nej det er aldrig sådan, at det er “lige”. Jeg ved, i elsker at tale om, hvor “lige” det er, men så sæt lige manden i røret, så mødes vi under et par elefanter på bodegaen og så kan jeg ellers godt fucking melde op, at der er hul i jeres alibi.

Da jeg fandt ud af, at jeg skulle være far til en pige, blev jeg overvældet af den opgave, jeg havde givet mig selv. At passe på, beskytte ikke bare en, men to vidunderlige piger. Ja mor kan da godt klare sig selv, den er jeg helt med på, men da Vilja kom til verden, så var der kun to mennesker i hele verden, der skulle passe på hende. Og en af de personer var og er mig. Far. Vilja er lille, smuk og skrøbelig og det vil hun i mine øjne nok være resten af mit liv. Og derfor vil mine stenalderværdier altid være en del af mig, fordi jeg skal passe på hende.

Jeg er helt sikker på, at de samme værdier gør sig gældende for en søn og jeg håber at jeg en dag får lov til at mærke den følelse, for min søn. Men indtil da, så har jeg fundet ud af en ting. Lige meget hvad fuck jeg ønskede eller havde forventet mig, så faldt det hele til jorden, fordi den følelse, der ramte mig ved første blik af Vilja, slettede alle tvivl og tanker omkring køn.

Var i overraskede, skuffede og vigtigst af alt, talte i sammen om det?