Et ufrivilligt træk i stikket..

Vi er alle lidt fucket i hovedet. Sekundet vi får et hul i tanden, går vi til tandlægen grædende og efterfølgende lover vi højt og helligt altid at børste tænder fjorten gange om dagen, bruge både tandstikker og tråd. Men fire timer efter bedøvelsen er hævet, finder vi os selv begravet i medlidenhedschokolade, cola og alle de andre vidunderlige synder som går så dejligt i spænd med ingen huller i tænderne. To dage efter glemmer vi tandtråden og de eneste stikker, der er at finde er tændstikkerne til den pakke cigaretter du gemte i ”hvis nu” skabet, som vi ellers også havde givet et løfte om at glemme.

Samtidig er jeg så vant til nogle ting i hverdagen, at når det for alvor bliver revet ud af hænderne på mig, så starter der en panik, som er svært at beskrive. Men jeg vil alligevel gøre et forsøg. Jeg taler selvfølgelig om ufrivillig ”ingen adgang til internettet”.

For godt seks timer siden røg nettet og i skrivende stund er det stadig nede. Det er jo helt sindssygt så fucking afhængig jeg er af den virtuelle motorvej. Stille og roligt genstarter jeg computeren et par gange. Nå ja der er jo ingen ko på isen, det er nok bare nettet, der har hikke. Hvad der føles som en uendelighed, sådan cirka ni minutter senere står jeg med begge hænder begravet i kraniet på mig selv og kigger ned i den fortabte grøft af fortvivlelse.

Hvad skal jeg nu gøre? Den rungende stilhed får spørgsmålet til at gentage sig selv i en uendelighed. Skrive? Men jeg har jo ikke været gennem hele min stribe af små to hundrede websider jeg dagligt tjekker. Umuligt at koncentrere sig, den evige undren over om jeg har fået en kommentar, like, blev tagget, fået en mail, fået svar på en mail, opdateret mine online personaer og listen fortsætter til det latterlig grinagtige.

Flere timer efter sidder jeg her i sofaen, alene hjemme med min bærbare og en hær af myre soldatter, som bliver placeret i takt med mine fingres lystige kilden hen over det hvide papir.

Fordi aku-fucking-rart som tandlægen, så glemmer jeg fuldstændig det grinagtige tvangstanke kodeks jeg har hver dag på nettet og på trods af, at jeg er lidt bagud med posten, så har jeg nydt den komplette stilhed i mit eget hjem.

 Har i lige så syge vaner på den virtuelle motorvej af lort?