Fædregrupper.. en myte

Hvis man browser nettets uendelig kedelige landeveje, finder man til tider små kister af guld, der er værd at samle op og som de fleste andre, så elsker jeg da selvfølgelig også en god kiste af guld. For cirka fire måneder siden begyndte jeg for alvor at blive interesseret i at blive guldgraver og rundt omkring i krogene hørte jeg rygter om den glemte skat, som ingen nogensinde har set, kun få har hørt om og de der ville fortælle historien, på mystisk vis forsvandt. Jeg taler naturligvis om den hellige gral, den sidste piedestal af håb for ikke at eksplodere over endnu en tabt sut. Fædregruppen. Brave mænd, der finder sammen i den kolde tid til en eftermiddag med røverhistorier, opkast og verbale cirkelspark til hverdagens udfordringer.

Jeg er lidt af en gøgler og foretrækker også selskabet af mennesker uden frygt for at sige noget dumt og kan holde en dialog kørende i længere tid end 30 sekunder, før begge arme bliver krydset og den omvendte hestesko kommer frem inde under CBS jakken. Samtidig bliver jeg overordentligt træt i hovedet af folk, der kun kan snakke om deres arbejde, som om det er en forlænget arm til deres personlighed. Jeg er overhovedet ikke interesseret i at tale om mine udfordringer som far, vores fremtid og bekymringer med mennesker, der er så kørt over af deres krampefremkaldende karrierevalg, at det er blevet “hvem de er”. Det er lige så dumt som at høre på Jehovas vidner søndag morgen om deres “sag”. Deres personlighed er for alvor afspejlet i deres “karrierevalg” og derfor synes jeg, at de mennesker, der kun kan fremstamme titel og funktion i en dialog, burde sætte sig ned og tænke grundigt over deres livssituation og ikke spilde min.

Jeg er helt sikker på, at det er denne frygt, som afliver mange godhjertede forsøg på at skabe fædregrupper. Jeg er ikke bleg for at møde nye mennesker, men jeg kender sgu da også den pludselige gemmeleg på strøget, når man ser en gammel Facebook “ven” i mængden og tanken om at skulle sige hej giver små opkast i munden. Ikke fordi personen er idiot, men bare fordi jeg måske den dag ligner en affaldscontainer og mine rander under øjnene kan forveksles med en kraftig mascara.

Så er der andre gange, hvor jeg føler mig for kendt til det her sted, vandrer med begge ben lidt for langt ude til hver side, fylder det meste af Store kongens gade og på trods af min personlighed afspejler “SE MIG FOR HELVEDE” og komplimenter modtages med “JEG VED DET!” Så er der absolut ingen fucking mennesker i kikkertrækkevidde, der bare har den mindste ide om hvem jer er, hvorfor jeg går som en der har skidt i bukserne og er blå i hovedet, fordi jeg de sidste to timer kontinuerligt har pustet maven op i brystet.

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor meget fuck, der kan gå i mødregrupper. Det er måske derfor, at de bliver lavet for kvinder som en del af det med at få børn, fordi det er statistisk umuligt at få seks kvinder i samme rum uden undskyldningen om, at det jo er deres pligt at følge anvisningerne om at være en del af en mødregruppe. Der er ofte en kost eller to der falder fra, som bare ikke gider flokken. I min kærestes mødregruppe faldt der kun en enkelt fra og hun fik ellers chancer nok for at blive en del af hvad jeg misunder rigtig meget. Nogen forstår vidst ikke helt, hvor meget fred og ro i sjælen en dialog fra et par ligesindede mødre, kan give en. Samtidig er det en ekstra terning i livets store spil om venner. Min datters venner.  Jeg tror, at Vilja får et par gode legekammerater her. Hun er den eneste pige, men mon ikke de 3 andre drenge i mødregruppen passer på lille Vilja på trods af, at jeg har hørt fortællinger om, at der allerede nu flirtes på legetæpperne i de forskellige hjem.

Så hvorfor bliver der ikke lavet fædregrupper i stedet for, at det skal være et helt fucking umuligt puslespil at finde frem til en tre-seks fædre med et barn i samme aldersgruppe. Kunne det ikke være muligt at give den samme gruppe til mødrenes mænd? To fluer med et smæk. Jo jeg er godt klar over den syge konflikt, der så kan komme, når en fra mødregruppens mænd ikke vil være med under emhætten i samtalekøkkenet og de forskellige sider af historierne får nok også lyset at se, men i bund og grund er det da et udmærket sted at starte?

Eller er der virkelig så mange mødre uden mænd, at det statistisk set aldrig ville kunne gå op? I så fald så er dette da en rig mulighed for at vække en debat til live omkring, hvor glade vi egentligt er i Danmark, på trods af at vi trutter godt i hornet over den verdensstatus.

Måske kunne mænd bare mødes færre gange, om aftenen, i weekenden til en øl eller anden undskyldning for at lufte de fyldte lunger? Mulighederne er mange, men som landet ligger nu, ser det ikke ud til at fædre grupper får set meget af dagens lys og det er synd.

Jeg har været i dialog med en del efterhånden, på mail, i fitnesscenteret og på gaden. De fleste mænd vil sgu gerne, men kan ikke rigtig overskue det uden en hjælpende hånd. Er det ikke lidt mærkeligt, at næsten alle kvinder i Danmark er på barsel meget længere end far? Så far er allerede bagud, men samtidig er det fædrene, der selv skal stable en gruppe på benene, hvis de vil have en chance for at være på par med mor?

Jeg vil sgu også gerne være ajourført med så latterlige ting som Denise, der selvfed står og prædiker “Ja nu er Vilja jo i 18 uge og det betyder at tigerspringet stadig er aktivt og kan være grundlaget for hendes skrig i søvne og samtidig evnen til at kunne sige underlige lyde og den voksende lyst til at bruge hendes fødder som sut er fordi”… “FUCK DIG, BARE SIG HVAD JEG SKAL GØRE, OH MY FUCKING GOD”

Jeg ville være pissestolt, hvis jeg lige kunne melde en: “Ahh det er uge 18, det er jo et typisk tegn på et “kat bliver jagtet af mus, følsom løve i busk og næsehornet er på trampolinen spring” som kun kan betyde…”

Så kunne man lige se hende tabe skuffen og stå med åben låge i tyve minutter, mens Vilja falder i søvn i min nye yogastilling til hende.

Jeg bruger min blog, vennepar uden børn og single kammerater til at komme ud med noget af mit lort, men der er meget mere og de eneste, der rigtig gider og kan sætte sig ind i min bekymringer, er fædre der på samme vis, bare gerne vil være verdens bedste far til deres børn.

Jeg er godt klar over jeg favner bredt, det er et indblik i mine tanker og skal som sådan, ikke indtages med forventningen om at “alle” har eller tænker som jeg.

Jeg vil gerne høre jeres mening og i må meget gerne dele mit opråb da det er en af mine grundlæggende frustrationer omkring det at blive forældre og jeg syntes det skal have mere taletid end det får.