Den vågne nat

Vi har endelig fået købt en tremmeseng til Vilja. Langt om længe og ganske forsinket. På trods af, at det altid fik et kæmpe smil på mine læber at se min datter sove med begge ben smækket op på siden af liften i et klart signal til mig om, at jeg skulle til at få min røv i gear og finde en fin seng til hende. Grunden til, at det tog så lang tid var uvidenheden om hvad og hvilken, men i kom med så mange gode råd her som hjalp virkelig meget. Så vi tog den direkte ud af motorvejen, af sted til IKEA, fordi der skulle Viljas nye seng findes. En lille hvid tremmeseng uden særlig mange detaljer og en god men alt for dyr madras, fordi det sagde i alle sammen man skulle have.

Nå, men som i nok kan se så har Denise dekoreret den meget fint med al verdens finurligheder og lækre ting. Det er jo helt fucking vanvittigt, hvor mange ”ligegyldige” ting man skal bruge for at få sit barn til at føle sig tryg. For helvede da, sovedyr jeg ikke kan huske navnene på, så de hedder alle sammen lidt forskelligt, typisk noget jeg kan huske, som Hr. Bi, Fru Giraf, anden og larmebamsen. Jeg er, om end ikke dårligere til at huske bamse navne end jeg er til at synge godnat vugge viser, og på det punkt er jeg jo helt væk.. Det er  begyndt at blive pinligt efterhånden, når jeg står der om aftenen.. ”Sov sødt lille dut, du er min prut, nu skal du sove baby!” Jeg magter bare ikke at lære det lort udenad. Nå, tilbage til Viljas nye fine seng. Jeg havde aldrig før hørt om en fucking sengerand? En madras, der i bund og grund gør Viljas seng til et fængsel, hun ikke kan se ud af.. Men ret skal være ret, den pifter altså hele ”looket” en hel del op, fordi at kigge på et helt bart hvidt IKEA træ møbel plantet på gulvet, giver altså hverken lyst for os som forældre til at putte hende alene og Vilja vil helt sikkert heller ikke have lyst til at sove i sin egen seng frem for vores, med mindre vi gør den ekstra attraktiv. Og jeg er fucking done med at blive vækket af en oversavlet hånd, smækket for fulde gardiner i smasken, en gang hver time, punktligt, kun afbrudt af et par spjætteben med hård hæl, alt for tæt på mine kartofler. Bliver det ved meget længere, er jeg nødsaget til at skære en papkasse til, som jeg kan sove med på hovedet, som vagtværn, sammen med en skridtbeskytter.

Det går jo ikke, så sammen med sengehimlen, der afskærmer Vilja lidt, så hun kan få ro, det fine sengetøj fra CamCam, bamserne og den hjemmelavede sengehimmel, kan vi nu næsten sige, at Vilja har sit eget ”rum”. For nu…

Fordi hvad sker der lige når babyer bliver 5 måneder, ikke gider sove alene, eller bare synes det er helt episk fucking optur at fucke med mor og fars grænse for mental overbelastning? Jeg taler naturligvis om de helt ulidelige og hysteriske skrig og gråden, der kommer hver nat, mange gange. MANGE gange! Helt utrøstelig, stadig sovende, what the fuck? Og helt ude af sig selv. Det er scenariet de fleste nætter og mit overskud er så dalende, at tanken om at slå en prut kan virke som overarbejde. Det er på trods af, at Denise faktisk oplever Viljas mareridt meget mere end jeg gør, fordi det eneste der kan hjælpe er at blive lagt til mælkesnitterne.

Det er så frustrerende for når hun er vågen, er hun meget glad for sin nye seng med alle dens dekorationer og farver. Især den lyserøde sengerand med svaner fra CamCam tager hun godt i mod, med et konstant forsøg på at spise den.

Vi har prøvet lægen, ørelægen og de mener det er naturligt, at de drømmer og tager så mange indtryk ind om dagen, at det kan være svært at håndtere det hele om natten og det resulterer i utrøstelig gråd. Men kan det være andet? Har i prøvet det og hvad gjorde i, hvor længe varede det? Bliv i indlagt på sindssyge hospital, tog i piller? Bestilte i et hotelværelse og skyldte skylden på ”kø på motorvejen”, bare for at lukke øjnene i en time eller 2 på Istedgades fineste lagner? Jeg er sikker på der er mange, der gerne vil have indsigt her. Så på forhånd, tak for al input.