✕
Del på Facebook
Del via email
Gem indlæg
Vinderen af V6 konkurrencen er fundet! Og lidt om at cykle..

Farvel i vuggeren.. Jeg kan ik!

·
Baby Hjem Hverdag Vilja· farudenfilter

ViljaVuggestue

Så kom turen til at jeg skulle aflevere Vilja i vuggestuen. En dag jeg har glædet mig til og samtidig frygtet mere end en for hurtig zippet lynlås i farten, på en regnvejrsdag. Viljas cykelhjelm har efterhånden været på vej en måneds tid, så på trods af min 2 timers lange kamp for at få sådan et lortesæde til at sidde fast på min morfarraket, endte vi i en gåtur med cyklen derned. Morgenen var gået godt, havregrøden var blevet slynget ned, en slurk vand ligeså, tænderne børstet, madpakke husket og det rette kluns til vejret lagt frem. Der var lagt an til en fabelagtig start på dagen. Men jo nærmere vi kommer Solen, som hendes vuggestue hedder, desto mere begynder jeg at svede ved tanken om at sige farvel til hende.

Jeg stiller cyklen ved indgangen, tager Vilja på armen og hun knuger sig ind til mig. Indenfor er der gang i legetøj, andre forældre og pædagoger, der prøver at berolige de nyankommne børn på bedste vis. Forinden har Denise fortalt mig, at de anbefaler ”plaster” metoden. Den bunder i, at sekundet jeg slipper Vilja, sætter jeg i sprint mod døren, uden at kigge tilbage.

Aldrig har jeg haft mere lyst til at melde mig syg på arbejde, fræse direkte hjem og holde om Vilja i 8 timer. Men jeg var fast besluttet. Jakken blev smidt, madpakken kastet i køleskabet og indlogerede hende på Ipaden, som det sidste skridt inden farvel seancen.

Jeg holder hende op, kigger hende dybt i øjnene og fortæller at jeg elsker hende og at mor kommer og henter lige om lidt… (Fordi det virker nemlig… Eller vent)..

Sekundet jeg slipper hende, går der en tornado af fucking rang i gang. Så voldsom, at politigården en gade derfra må notere, at der strækkes til det yderste i en desperat råb om hjælp. (Og det er jo mig, der skal redde hende!)

Jeg vender mig om går hurtigt ud af vuggestuen. Udenfor sætter jeg mig på hug og kan mærke en tåre trille ned ad min ene kind. Nok er jeg en mand og det er meget længe siden jeg har været våd i skærmen, men det her var grænsen, hvad fuck er det for en verdensklasse nedtur?! Det var og er et hundrede fucking procent over den volume af fjæs jeg magter på en dag!

Men det er sikkert ikke sidste gang, men i morgen afleverer mor!

Og så henter far..

Hvordan fuck kan i tygge den?

Har du læst?

Farvel sovesofa!
Vilja kan nå ALT..
Viljas første bule..
Viljas daglige kamp

33 kommentarer

  • Rikke

    Her er det altid far der aflevere, da jeg også har det meget svært, og det virker bare bedre med far, for der er ingen problemer
    De gange jeg har afleveret og vores pige har været dybt ulykkelig, har jeg ringet derned 5-10 minutter senere, og det er meget beroligende lige at få af vide, at nu leger hun og har det godt så hænger min dag også lidt bedre sammen
    Men bliver aldrig god til at aflevere, for selvom vores store pige nu er 5 år, så hader jeg at sige farvel, og nu skal lillesøster så til at starte
    Bedste råd er som sagt, at ringe derned efter 5-10 minutter, det giver en rigtig god ro i maven

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Waaaaaaah!! Min datter skal starte om en måned
    Plaster-metoden?! Den lyder modbydelig!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Hej farudenfilter!
    Det er første gang jeg kommenterer, men kunne simpelthen ikke lade være.. Dit indlæg gik lige i hjertet på mig. Jeg har ikke selv børn, så ved ikke hvor svært det er at sige farvel, men! Jeg har til gengæld arbejdet i en vuggestue i et år og er igang med pædagoguddannelsen. (ikke at det overhovedet gør mig til ekspert, for det er jeg ikke) Det jeg vil frem til er: når du skal aflevere søde og smukke Vilja i vuggestuen, så kan jeg kun anbefale at det bliver på DINE præmisser og ikke pædagogernes. Det kan godt være at de går ud fra “plaster” metoden, men det er ikke alle den virker for. I min vuggestue, gik vi rigtig meget ind for, at forældrene gik fra deres børn, når de var trygge nok til at aflevere. Jeg tror på at det kun hjælper barnet at mærke at sin mor/far er tryg, der hvor hun skal tilbringe det meste af sin dag. dvs at jeg tror det vil hjælpe dig ikke bare at storme ud af døren, så snart du giver slip på hende, for det forvirrer også kun hende. Har oplevet at det virkelig hjælper at forældrene vinker til deres børn når de går. At de rent faktisk ser sin mor/far forsvinde ud af døren. En ting du kan spørge pædagogerne om, er at når du går, så kan pædagogen der tager i mod Vilja (når du altså er klar til at give slip) stå og vinke og sige “Hej Hej far”, når du går ud af døren. Hun skal have lov til at se at du “forlader” hende, så hun kan forstå at du kommer tilbage. Dette er også grunden til at små børn nogle gange græder når mor og far kommer ind af døren. Det er simpelthen fordi de helt havde glemt at i ikke var der og “hov! Nu er i der jo igen”. Håber ikke det er alt for indviklet, har skrevet på telefonen så det kan være lidt svært at have overblik over. Og håber heller ikke jeg er for “ekspert” agtigt, det er bare hvad jeg har oplevet har fungeret. Ikke hver gang, men det meste af tiden.
    Mange hilsner Malene!
    PS, er vild med din blog

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    jeg sender lige en krammer gennem skærmen. Min datter startede i april og er stadig bund ulykkelig når jeg går. Det er så hårdt. Jeg har selv været pædagog i en vuggestue og stået på den anden side af en aflevering men det indvolverede jo ligesom ikke mit barn. Håber Vilja giver dig en High five i stedet næste gang du afleverer

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MB

    Min kæreste havde den samme FULDSTÆNDIGE oplevelse. Han ringede også med en tår eller 4 trillende ned af kinderne for at spørge mig hvordan jeg kunne være så ondskabfuld at bede ham om at gå igennem det her… Faktisk nu jeg tænker over det har han ikke afleveret ham siden? HM.. Min pointe er, at sådan reagerede mit barn også i det første lange stykke tid da jeg (mor) afleverede ham. Fordi de skal vænne sig til det de små pus! En dag går de bare og vinker til dig. Så græder man af manglende reaktion. Men bliv ved! Det er skide hårdt og hold kæft man føler sig som en røv med øre, men hvis hun ikke prøver det et par gange og ser at det er okay, endnu bedre hvis du kommer og henter hende igen senere og viser du kommer igen! Hun skal bare vænne sig til det 🙂 meget naturligt, og suuuuper samvittigheds smadrede! Hæng i farmand!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone Breun

    Der findes intet ‘farvel’ – blot et ‘vi ses’. ☺
    Men jeg frygter da også når min lille dreng snart skal starte om 2-3 måneders tid, men jeg trøster mig samtidig med at jeg tydeligt kan mærke jeg ikke længere er tilstrækkelig for min lille knægt. Der skal ske noget, der skal være fart på hele tiden og det ved jeg at han kan få i vuggestuen ☺

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ane

    Jeg hader at aflevere, tror aldrig det bliver naturligt for mig… Det er det mest UNATURLIGE! Hej fremmede menneske tag mit barn de næste 5-8 timer. Jeg synes det kunne være helt fantastisk med meget mindre vuggestue og meget mere Mor/Far til de små 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • farudenfilter

      Kæft hvor er jeg enig. Men det er samtidig også dejligt at der er nogen mennesker der kan og gider lege med mit barn en hel dag, hver dag 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ole

    Jamen, det er jo en kniv lige i hjertet sådan noget. Adskillelse er hårdt, men den gode nyhed er, at I vænner jer til det – både barn og forældre. Det tager bare lidt tid.
    Den dårlige nyhed er, at det bliver værre. En dag bliver man valgt fra af sit eget kød og blod. Ikke fuldstændigt, men børn har det med at blive voksne. Og så vil de selv og kan også nogle gange. Med tiden kan de mere og mere. Vi bliver overflødiggjort til en vis grad.
    Dét gør nas. Men det er livet. En god ting er et déja vu til dengang, man selv løsrev sig. Nu er rollerne bare byttet om, og man begynder at forstå sine egne forældre på en helt ny måde.
    Navlestrengen bliver længere og længere, tyndere og tyndere. Forhåbentlig vil den altid være der alligevel.
    Held og lykke herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Den hårdeste periode jeg nogensinde har været igennem, var opstarten i vuggestuen. Jeg græd hver gang jeg gik derfra i mange dage/uger.. Heldigvis bliver det bedre, ellers havde jeg sagt mit job op 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Det er noget af det værste at skulle være det ‘voksne’ menneske der med et beroligende smil vender sig og går fra ens grædende barn, det skærer simpelthen indeni. Vi bruger meget at fortælle vores datter igen og igen, hvad der skal ske “så skal I lege, og spise formiddagsfrugt og frokost, så sover du til middag og så kommer far/mor og henter dig igen” og så prøve af al magt at udstråle, at det er helt ok og i orden, at hun skal være i dagpleje, og at vi har helt styr på situationen. Det virker ikke hver gang og nogle gange opløses den der knugende fornemmelse i maven altså først når man henter et smilende barn, der tydeligvis har haft en god dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Nu har jeg selv arbejdet i vuggestue.. mange gange græder barnet kun indtil de ik kan se forældrene længere..Så plaster metoden er modbydelig.. Men nok mere for forældrene.. for de forældre som ikke skred med det samme, gjorde det bare meget værre og fik barnet til at vræle mere…

    Men glæder mig ikke til det bliver vores tur. Min datter er kun 3 uger, så der går lidt tid

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hjertestreger

    Min mand var også ved at fælde en tåre, da vi sammen afleverede vores lille første gang i dagplejen – nu er det kun mor der afleverer.. Min mand er også den der savner hende mest, når hun er afsted;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Jeg er pædagog i en vuggestue og står derfor næsten dagligt på “modtagersiden” af sådan en situation. Lige som jeres pædagoger vil jeg også sige, at “plastermetoden” klart er at foretrække (for barnet, vel at mærke), når man først har truffet valget om, at det er tid til at gå. Selvom det kan være så godt som umuligt fra forældrenes side, hjælper det barnet rigtig meget, at man udtrykker tryghed og ro over situationen. Og husk, at du altid kan ringe til vuggestuen og høre, hvordan Vilja har det! Som en anden også skriver, bliver der oftest slukket for sirenerne ret hurtigt efter, at mor eller far er gået. Det kan også være en idé at bede pædagogerne om nogle billeder/videoklip af Viljas dag, så I kan se, at hun leger og er i godt humør.
    Til sidst vil jeg dog også sige, at det efter min mening også skal være okay, at børn bliver kede af det i vuggestuen. Hele verden og alt, der er velkendt, bliver jo vendt på hovedet, når man starter i institution, så det kommer der oftest helt naturligt en reaktion på. Det kan også være i situationer, hvor andre børn vil tage ens legetøj, eller man falder og slår sig… Uanset årsagen ser jeg det som en vigtig opgave for både pædagoger og forældre, at børnene lærer, hvad man kan gøre, når man bliver ked af det. Heldigvis står der jo altid en voksen klar til at trøste/kramme/snakke/putte/hvad man nu har brug for for dels at få anerkendt sine følelser (for det er okay at være ked af det!) og dels at finde ud af at komme ovenpå igen.
    Jeg håber, at det gav mening… 🙂

    Tak for en spændende blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Det ER forfærdeligt at gå fra dit stortudende barn. Men tro mig når jeg siger at det bliver bedre. Snart gider Vilja ikke engang vinke til dig når du hår og når du kommer for at hente så bliver hun oisse sur over at du kommer lige mit i en super fed leg. Trust me. Been there, done that 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lykkelige Bette

    Åh ha kære far uden filter! Først og fremmest så får du lige et cyber kram fra en medfølende medforældre som heller ikke synes det er det fedeste i hele verdenen, når man skal aflevere grædende børn! Jeg skal selv aflevere min på 14 mdr i dagpleje for første gang på mandag og min store pige på 3 i børnehave om 1 uge… frygter det også, men kan fra den første fortælle at det er hårdt, men det bliver mindst lige så hårdt den dag du kommer for at aflevere og de så løber ind og leger uden at gide og sige farvel, og når du henter og hun ik vil med hjem! Alting til sin tid og man overlever det hele 🙂 Du kan læse med på min oplevelse om det på http://www.forlykkeligtilfacebook.dk i næste uge.

    Til sidst vil jeg da lige takke for alle dine fede blogs! Du var en af dem som inspirerede mig til at få startet min egen blog. Det er sku skønt 🙂

    XOXO Lykkelige Bette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni

    Puh jeg ville ikke overleve at aflevere min søn hver dag så! Jeg tror nærmere, jeg ville hyle hele vejen derhen og hjem igen -eller starte min egen dagpleje 😉 Min søn er 2 år nu og kom allerede i dagpleje, da han var 6 mdr.(!!!), da jeg skulle i studiepraktik fra mit studie. Han har aldrig nogensinde grædt eller ikke ville afsted(ved ikke helt om jeg skal tage det personligt, at han gerne vil afsted!).
    Vores morgener er nærmere: 1. hold godt ved barnet på vej ind i dagplejen. 2. tag sko og jakke af. Hvis han ikke har revet sig løs og spurtet ind og lege med de andre inden punkt 3. så hold stadig godt fast, giv hjemmesko på samtidig, hold stadig stadig godt fast mens han får en kæmpe knus og slip så dyret ud til de andre 😀 Hvis ikke vi når til punkt 3, får dagplejeren hjemmeskoene med ind.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Silla

    For det første fantastisk blog du skriver her jeg læser ikke normalt blogs osv men din er det bedste jeg har læst..
    Jeg har en datter der er 7 mdr her snart og skal starte om 2 mdr i dagpleje
    Så når du har fundet tricket skriv lige en mail for jeg bliver nok den pyldre mor der siger ” jeg bliver lige en time ” og så ender med at hive hende med mig igen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • farudenfilter

      Tak for de søde ord Silla 😉

      Jeg vil med glæde give en heads up, men tvivler lidt på at jeg finder den hellige gral :/

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ruthie

    En super god blog, du har fået stablet på benen. -rigtig god humor!

    Jeg har en søn på snart 3 år, men jeg husker som var det i går, da han startede i vuggestue.
    Han skreg som pisket hver gang han blev afleveret. Det var rent og skær et helvede!
    Pædagogerne blev ved med at sige, at det skulle nok snart gå over og at han lige pludselig ville blive rigtig glad for at gå i vuggestue.
    Men nej nej. Han var utrøstelig hver morgen, hvor han blev afleveret og det skar i mit hjerte hver gang.
    Det blev lige så stille bedre med tiden, men der gik et halvt år (), før han stoppede med at græde, når jeg gik derfra.
    Så hvordan klarede jeg den? -hmm.. Man har jo desværre ikke så mange valg, når man har et arbejde eller skole at passe.
    Jeg ringede ind til vuggestuen næsten hver dag for at høre hvordan min lille dreng havde det, og det gjorde mig lidt mere tryg, når de sagde at han heldigvis stoppede hurtigt med at græde igen.
    Jeg ville ønske jeg havde et godt råd, men desværre. Det gør ondt, at gå fra sit barn, som har brug for en, men man ikke nan være der for det i sådan en situation
    Men ønsker jer al held og lykke og håber hun hurtigt falder til

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vinderen af V6 konkurrencen er fundet! Og lidt om at cykle..