At lade som om man forstår sit barn..

Hver gang jeg snakker med mødre, der har børn i nogenlunde samme alder som Vilja, forekommer det dem helt naturligt, hvad deres børn prøver på at sige. Både når de leger, spiser eller forklarer på livet løs. Der må jeg sgu komme til kort.. Jeg fatter så uendelig lidt af, hvad Vilja egentligt prøver at fortælle mig.

”Ag ha hu leeeu jhba bua”.

”Ja selvfølgelig skat, det manglede da også bare, at du ikke fik en ske i stedet for en gaffel”, griner Denise. Jeg kigger måbende på og nikker godkendende; ”jaaa hvis mor mener det er det du mangler så..” Alt imens kører min hjerne på fuld drøn.. Tror hun rent faktisk, at hun fatter en centimeter af det udsagn, der lige kom dumpende fra vores halvfede baby med ris i hele hovedet?

”Ghy ghy ghy ghy, taa, babii”

”Er du sikker skat?”, spørger Denise meget bestemt.

Mit hoved er så tæt på intern eksplosion..

”Er du virkelig helt færdig med at spise Vilja?”

”Ga sy kja kja dududu neh babii”

”Ok skat”. Denise fjerner hagesmækken med et let smil på læben, fuldstændig overbevist om at hun lige har haft en meningsfuld dialog med vores 1 årige barn.

Jeg magter ikke mere..

”What the fucking fucking fuck”, flyver ud af munden på mig, halvkvalt i utilfredshed over at maden til dels mangler 18 liter smørelse samtidig med, at de to piger virker fuldstændig ajour på situationen, mens jeg bare står med pikken i bObles donuten i en 24 karats brandert, så lidt jeg fatter.

”Årh skat du lytter bare ikke godt nok efter!”

”&#!)#=)”/#)=(/”#””==!!!!#”#!!!!!”