En kræsen kælling!

Hus eller lejlighed?

Vilja

Vi har efterhånden boet i Rødovre i et halvt års tid, i en helt fantastisk lejlighed. Nu har jeg jo nok ikke været synderlig krævende, da vi efterlod et etværelses mosehul i Sydhavnen. Vi er overraskende glade for Rødovre og da jeg absolut ingen fritid har, er det også perfekt at det hele er nyrenoveret og at jeg kun skal tænke på samling af IKEA møbler og andet småtteri. Men en genvendende tanke omkring hus og have fylder mere og mere i min hverdag, drømme og tanker om fremtiden. Jeg kan sagtens se alle goderne ved et hus. Have, mere plads og en matrikel jeg ikke deler med nogen. Ingen opgange, ingen larmende naboer og ingen der stopper rødvinsdialogen klokken monsterfjæs om natten via gentagende kosteslag i loftet. Og hvis jeg nu får en umanerlig stor lyst til at rocke en luftguitar, splitterravende nøgen på fuldt drøn i hele huset, så gør jeg det! Sex uden den ene hånd for munden og meget, meget mere. Men samtidig er jeg ved at kaste op ved tanken om et fyr, der ryger i havnen, edderkopper, mus og rotter, tømning af tagrende, ukrudt og andet shit, jeg ikke magter. Og en gartner er vel udelukket? Men er det virkelig federe at bo i hus? Det er dyrere for det meste, koldere om vinteren og bruger man virkelig den have særlig meget? Børn sidder jo med hele snuden begravet i Ipads nu til dags.

Er min fantasi om en 9 meter lang webergrill, tilfældige gæster og teenagefester for Vilja i eget hus bare en fantasi, der kun skal spille sig ud i mit hoved, fordi virkeligheden er jord under neglene, skyhøje regninger og en engangsgrill fra netto?

You tell me!

Dette indlæg er inspireret af et par lækre damer, nemlig Cana og Mette Marie som begge  har noget at sige omkring boliger og drømme. I kan læse Mettes indlæg HER og Canas HER. Jeg mener også fru Twinpeaks har et andet indlæg omkring dette, men det er jo fuldstændig umuligt at hitte redde i, når hun blæser flere indlæg ud dagligt, end jeg gør på månedsbasis!

11 kommentarer

  • Mor til min datter

    Det er fucking fedt at eje sit eget, eller i det mindste have et rækkehus med have!

    Nu har jeg fulgt dig læmge nok til at vide din datter ikke får lov at sidde hele sit liv med snotten i en ipad og haven bruges lige så meget som forældrene er i den, for børn er der hvor forældrene er, og kopiere det forældrene gør!

    Et fyr kan være fjernvarme, og det er nok det jeg savner allermest ved at være flyttet fra 3 sal, derud til hvor man skal bruge kikkert for at se naboen! Men I guder jeg elsker at køre bilen helt til hoveddøren, glo ud over markerne, og at gå i haven om sen eftermiddag med datteren, velvidene at aftensmaden endnu engang kommer til at bestå af enten rester eller rugbrød fordi vi leger i sandkassen (en plastikskilpadde med en pose sand) og haven består mest af ukrudt, brændenæller og mos der skulle forestille sig at være græs! Men det er mit, mit eget, og tagrenderne bør vi nok få tømt så der er plads til efterårets blade, men hvad gør det når jeg slipper for banken i loftet fra fru olsen når der trampes lidt for højt 🙂

    Og skulle jeg vælge om, så var mim lejlighedstis foregået i lejet rækkehus med have!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Ja så kommer Fru Rødovre her lige på banen igen med sine holdninger 😀

    For det første, hvor skriver du altså bare sjovt! :joy:

    For det andet, vi “endte” i Rødovre fordi min nu mand, dengang kæreste, er født og opvokset herude. Jeg boede på kollegie, han boede stadig hjemme. Vi ville gerne på sigt flytte sammen og besluttede at skrive os op alle mulige (og umulige) steder. 2 uger efter fik vi brev fra Rødovre Kommune, at deres “hjælp-Rødovre-opvoksede-børn-med-at-flytte-hjemmefra”-politik gjorde at de kunne tilbyde en lille nybygget studie-lejlighed på 37 kvm til os. Der boede vi i 3 år. Herefter købte vi selv en lejlighed i Rødovre. 2 værelser, 60 kvm. Lejligheden lå godt og hyggeligt, men da vi fik vores Andrea blev den hurtigt for lille. Især da hun kom op og gå med støtte. Hun gik rundt langs ting konstant. Efter tre år i denne lejlighed, og da Andrea var 1 år, købte vi hus. Vi kiggede uden for Rødovre, men enten blev det for dyrt (Lyngby) eller også kunne vi bare ikke finde gode nok områder (Glostrup, Hvidovre). Vi havde ikke mange mange penge som nyuddannede men beliggenhed og gode muligheder var vigtige for os. Vi endte med at købe en gammel sag fra 1925 i Rødovre helt ned til volden. Den trængte til grundig modernisering (alt var 70’erne 😀 ) men var fint beboelig. Vi fik 125 kvm på 700 kvm grund for 2,3 mio. Og vi har mulighed for at udvide 1. Sal med yderligere 35 kvm.
    Lige så snart vi flyttede i hus, begyndte Andrea at gå uden støtte. Hun elsker at løbe rundt i huset, og nyder haven. Vi har snart boet her et år. I sommers var den største glæde at plukke hindbær, jordbær, brombær, blåbær og ærter i haven <3 vi elsker at vi har fået nok plads indendørs til at alt ikke står tætpakket sammen. At vi kan få et rum til kontor og et til soveværelse. Og især elsker vi at vi ikke længere skal dele vægge med naboer! Vi overvejede kort rækkehus og hvor er jeg glad for vi droppede den ide.
    Jeg eeeelsker vores hus, det er det bedste valg vi har truffet længe. Ja der er flere opgaver med et hus, men gevinsterne overskrider for vores vedkommende langt byrderne. Og vi er blevet meget glade for Rødovre. Her er byliv og masser af grønt, og så er det (forholdsvis) nemt at komme til indre by. Og husene er til at betale :grinning: jeg havde aldrig troet Rødovre ville vinde mig over i den grad :joy:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Er selv lige flyttet i hus med mand og 5 måneder gamle datter. Og jeg elsker det. Ja, fyret gik den første nat og der er mus på loftet, græsset skal slåes og hækken klippes. Men vi elsker det. Det er bare fedt, det der med at eje sit eget sted.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har boet i lejlighed på Østerbro i otte år. Og elskede det. Den blev bare for lille.
    For ni måneder siden rykkede vi i hus i Hvidovres Risbjergkvarter. Og jeg elsker det.
    Jeg har fundet ud af, at min længsel væk fra lejligheden i høj grad handlede om kvadratmeter. Det er altså nice med masser af plads til familien og gæster.
    Men. Man skal altså være et udpræget hobby-/havemenneske. Selv en have kun med græs kræver en del arbejde. Al den tid, man før brugte på gåture langs Langelinje med en caffe latte i hånden, går nu til haven. Jeg elsker det. Men det skal man edderkodylme også. Jeg brugte haven en del i februar og marts også. Der er legehus, gynger og sandkasse, og det er netop om vinteren med de korte dage, at det giver mening at lige hive sit yngel ud i haven at lege i en times tid. Imens beskærer man træer og den slags februar-aktiviteter ;p
    Og jo, det er også skidedyrt. Især fordi man skal have en kælder fuld af vin, fordi man er forælder og aldrig kommer i byen.
    Jeg kan VARMT anbefale det, men man skal nok være en, der ser hus- og havearbejde som meditation. Og er man det, så er det skidehyggeligt at være sammen med sine børn på en anden måde end på en legeplads eller over perleplader. Go for it. Og gå all in. jeg tror, at det hele bliver mere overkommeligt, hvis man elsker sit hus.
    I øvrigt kan jeg fortælle, at vi har en to meter lang gasgrill og gæster har vi flere af end nogensinde før. Nok fordi vi har pladsen. Nok også i høj grad fordi vi stadig bor tæt på byen (vores venner) og en station, så det er nemt at komme hertil. Nye venner har vi også fået – fordi jeg er stalker -typen, der inviterer børnefamilier hjem til kaffe. Jeg glæder mig til at følge med i din proces.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja det er federe. Vi har købt hus og overtager til dec – og jeg længes. Længes efter at kunne gå ud og lege uden at skulle tjekke for glas, kanyler osv. At kunne lade hende cykle på en lille stille vej. At kunne sige Hej til mine naboer, men ikke høre deres beton fødder trampe rundt. Og ja der kommer ansvar, mm det er i midt hoved det hele værd. Vi flytter hjem til udkanten til lille Thisted. Herfor Lea en grund på 800 og et hus på 188 m2 plus kælder og garage til læbecyklen. Der er plads til et rigtigt værelse, legetøj oh med tiden en hund 🙂 og bare til sammenligning gav vi 1.450.000 😉 kom til Jylland

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Hus kræver meget arbejde, men det kommer også an på om I finder et håndværker eller noget renoveret.
    Vi bor i et renoveret hus, der er billig i energi. Ja der går tid med haven, men den er også til stor glæde. Med børn, legeredskaber, grill og nøgenhed. Vi har ingen blomster, men græs, buske og frugtbuske. Alt er valgt ud fra minimal vedligeholdelse. Det er fedt ingen nabo larmer, det er klart det bedste, og så haven til børnene. De bruger den året rundt. Og at vi kan gøre som vi vil, om det så er at støvsuge om natten eller holde fest eller have skrigende babyer.
    Her er vores hus tidsforbrug sådan cirka. Eks rengøring, det er det samme som i lejligheden.
    Slå græs 35 min en gang om ugen fra maj-okt.
    Fjerne ukrudt 2 timer en gang om mdr april-okt.
    Klippe buske, rydde op 5 timer i okt.
    Hvert år hyrer vi operation dagsværk i november, der kommer to elever og arbejder på et eller andet, feks tømme tagrende, fjerne have affald, det er billigt og går til et godt formål.
    Men alt afhænger jo af hvor hysterisk og anal man vil være med hus og have. Vi er det ikke.
    Og så er haven et godt sted at slippe fra mand og børn når de nogle gange er irriterende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elsker at bo i mit eget hus! Eller ok det er er vidst RKDs et par år endnu.. :joy:

    Men kunne ALDRIG finde på at rykke tilbage i en lejlighed, håber aldrig det sker i hvert fald.
    Vores have bliver brugt året rundt, sommeren særligt selvfølgelig. Men vi har stor brug af den om efteråret/vinteren også da sønnen elsker at være ude. Vi bor i Brøndbyvester og elsker området. Jeg vil helt klart anbefale det til alle som er på udkig :blush:

    Ja der er jo selvfølgelig uforudsete udgifter. Vi har f.eks måtte udskifte stort set alle hårde hvidevarer det første år… og mangler kun at komfuret ryger, hvilket snart sker desværre. Så skulle jeg give et godt råd til dig, så må det være hav en fornuftig opsparing med i baghånden når i flytter :smirk:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har prøvet begge dele. Lillebitte lejlighed med lille barn. Så hus med lille barn og nyt lille barn. Elskede mit hus og savner det. Men hus er et stort arbejde og dyrt. Det jeg har taget med mig er at det er mega fedt at bo i hus hvis man er er godt team der arbejder godt sammen. Det var min ex og jeg ikke. I dag bor jeg igen i lejlighed. Svor at jeg aldrig skulle i hus igen. Men nu glæder jeg mig til at få et hus igen en dag. For nu er jeg sammen med en jeg arbejder vanvittigt godt sammen med. Men som en anden skriver, hvis du ikke elsker have og lidt gør det selv så er det nok ikke den boligform du skal vælge. Og hvis du regner med at dine børn bare kommer til at sidde med iPaden hele tiden – jaah så gør de det nok også ;-).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    HUS !!!
    Vi bor i et lille hus i 2 plan, 83 kvm, 2 børn og en stor schæferhund. Ingen af os er specielt handy-ish. Men det kører altså fint alligevel. Vi har høns og græs i haven. Skønt med egen parkering, ingen overboer, underboer osv. Jeg vil klart anbefale et hus.. I øvrigt får man meget for pengene i Jylland 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Man skal nok gøre op med sig selv hvad det er man gerne vil have i sin hverdag. For en have kræver lidt arbejde og et hus har udvendig vedligeholdelse.
    Kan man godt lide at have projekter, som maling af udhæng eller opgravning af død busk, så er det fint med en have. Og man bestemmer jo selv hvor meget lugning man skal have, ønsker man ikke så meget, så rydder man bedene og har græs overalt 😉

    Jeg har boet i lejlighed, så i hus, tilbage til lejlighed og nu igen i hus. Og jeg har erfaret, at for mig er nærhed til bylivet og hvor nemt jeg kommer rundt, langt vigtigere end om det er et hus eller en lejlighed.
    Hvis jeg kommer for langt fra centrum og udenfor nem offentlig transport og cykelafstand til alt det sjove, så går jeg helt i sort. Boligformen og haven er underordnet, for har jeg en have nyder jeg den, har jeg den ikke undværer jeg og finder en park.

    Jeg har altid gjort min have nem, med så lidt som muligt, som skal passes og ordnes til hverdag. Ingen bede med blomster, som skal holdes ukrudtsfrie!

    Jeg synes det er så sjovt når folk siger, at det er rart at eje sit eget og taler om hus. For man kan jo altså også godt eje sin egen lejlighed. Men for de fleste er det først rigtigt når det er et hus. For mig handler det udelukkende om en idé vi har fået opbygget, at man først er rigtig når man har et hus. Lejligheder er midlertidige, noget man nøjes med indtil omstændighederne fordrer et hus.
    Den eneste grund til, at jeg nu bor i hus, er fordi min kære kæreste tror han dør uden egen have 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Jeg er kun 17 år, men at mine forældre har ladet mig opvokse i hus, med en have, er jeg dem så taknemmelig for. Vores have er mit yndlingssted. Her kan jeg læse, skrive, spille fodbold, lave gymnastik, kigge på stjerner, male med vandfarver, drikke en fredagsbajer med vennerne, varm kakao eller spise jordbærkage søndag eftermiddag. Eller nybagt grovbrød med hummus. Jeg ELSKER det. Min mor og far havde heller ikke just interesse i haven, så de startede egentlig bare med et græsareal, en lille terrasse og en grill. Det har udviklet sig til lidt mere efterfølgende, da interessen for et blomsterbed og større terrasse voksede sig større. Det har udviklet sig til mange grillaftener med familien og venner heraf, snemands-bygning milliarder af gange (og tro mig, jeg kan stadig ikke helt lade være), et par have fester for mig og min ældre bror og meget mere. Jeg har kun så meget godt at sige, men det vil nok altid være en smagssag, selvfølgelig. Håber i finder ud af, hvad der er bedst for jer. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En kræsen kælling!