”Manden” – “MANDEN FAR!!!”

”Jeg er bange Far, Faaaaar!”

Første gang jeg hørte hende sige de ord, fløj jeg op af sofaen, midt i bedste sendetid, med en Snickers i kæften, en cola i skødet og fuldt drøn på fjernsynet. Latterlig timing og selvfølgelig fik jeg lortet galt i halsen samtidig med, at jeg haltede ud i gangen til Vilja, der stod og peb.

Vilja stod ude i gangen og pegede på vores hoveddør.

Selvfølgelig, for helvede da også, for et par uger siden kom vi hjem en aften og mødte naboen på 104 år, der til forveksling kunne gå for Quasimodo og Vilja tog i den grad notits af ”manden”.

Det mest ufarlige menneske, hvis man trækker hans behov for at skide 80 smøger gennem kroppen hver dag, har nu efterladt et meget stort indtryk på min ældste datter. Hver gang hun er bange, så er det fucking ”manden”. Og selv om jeg et par gange om ugen går ud på gangen helt nøgen for at understrege, at det er lig med fucking NUL mennesker, mest af alt manden derude, så glemmer hun ikke hans skæve smil, den uhyggelige aften kl. 19:00 i en velbelyst opgang.

”UUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUH”..

Jeg håber snart det aftager, før hendes lillesøster Evia begynder at abe efter og starter med at græde ligeså snart vi befinder os i gangen, som egentlig er en del af vores køkken.

”uuhuhuhu Manden, manden!”

”Kææææft! Far ser prinsesser fra blokken! Se der er noget at være bange for!”