Tanker omkring religion og Danmark

Lige nu er der meget fokus på terror, religion, politikere der spinder guld på tragiske hændelser og alt muligt andet gøgl, jeg normalt distancerer mig fra, fordi jeg ikke rigtigt magter den verden vi i øjeblikket er en del af. Men jeg bliver draget mere ind i det hele grundet min datter. Fordi jeg er bekymret på hendes vegne og hvad fremtiden bringer for vores lille oase af frihed. Jeg elsker at bo i Danmark, ikke fordi det hedder Danmark, men fordi vi har et samfund, der tror på alsidighed, fællesskab og information. Jeg elsker leverpostej, jeg elsker shawarmaer, jeg elsker kinesisk og min kæreste elsker sushi. Vi er ikke religiøse herhjemme, men jeg respekterer individets religion, lige meget hvilken. Men jeg har det faktisk rigtig svært med mennesker, der er dybt religiøse i Danmark. Vi er helt enorm privilegerede her. Vi har velfærd, vi har faktisk så meget overskud, at det er svært at beskrive hvor meget vi alle vandt lotto puljen, da vi kom ud af vores moder, i Danmark. Du kunne være endt så ufatteligt mange andre steder, der ikke har de samme muligheder.

Jeg har ikke brug for en gud, jeg har Danmark.

Mennesker der har oplevet krig, bomber, masse udryddelser eller andre forfærdelige hændelser har måske brug for en større mening med livet. Fordi i de situationer er jeg sikker på, at man har brug for mere end sin sunde fornuft. Bare tanken om, at jeg måske skulle flygte fra mit land, til noget uvist, giver mig en smule lyst til at klappe mine fede hænder sammen, sætte mig på knæ og spørge “hvorfor?”

Derfor har jeg det også svært med “ytringsfrihed”. Jeg mener, at man skal have muligheden for at ytre sig uden frygten for at blive dræbt. Men samtidig føler jeg også, at det er dybt krænkende, at provokere mennesker der ikke vandt lotteriet ved fødslen. Det er så snæversynet, at et menneske der aldrig har oplevet andet end et forsinket postbud, føler det er i sin gode ret at håne andre menneskers eneste håb, deres mening med livet, deres tro.

Vores kultur bygger også på information via ironi og sarkasme. Men har vi virkelig været så vant til at være hensynsløse, at vi har glemt at ytringsfrihed også kommer med et ansvar?

Lidt tanker fra Sydhavnen