Klatretyven, der var bange for højder

I går aftes besluttede jeg mig for at møde et par venner, der går til klatring. En “sport” jeg aldrig rigtig har haft meget til overs for, lidt ligesom golf og curling. Men jeg er jo på kur og skal bevæge mig, så hvorfor ikke? Hvor svært er det lige at kravle op af en væg?.. please..

Det skulle så vise sig at være rigtig fucking svært og hårdt, samtidig med at jeg fik højdeskræk for hvert eneste skridt jeg tog op ad. Succesen var minimal. Mine to venner som ivrigt prøvede at forklare mig, at jeg bare skulle dit og dat, fløj rundt som aber på hvad jeg bedst muligt kan forklare som en dødsfælde. Desuden skulle jeg åbenbart have “klatresko” på, det vil sige specielle sko, helst i tre til fire størrelser for små. Jeg ved ikke om de mennesker, der klatrer er meget jaloux på balletdansere, men i så fald er der bedre måder at udleve den drøm. Fuck hvor gjorde det nas i fødderne, mine arme syrede og mine ben havde følelsen af uendelige trælår. Jeg skulle have bare tæer i skoene og lugten inde i klatreområdet var så fucking fæl, at det svækkede min koncentration og viljen til at leve. Det var jo meget fedt, mens jeg fortvivlet prøvede på at komme op af børne klatrevæggen.

Alt i alt en fremragende oplevelse, med et par minusser jeg kan se igennem, hvis jeg må bære gasmaske næste gang. Dog gav sætninger som “man vender sig til det” mig ikke større lyst til et gensyn, da jeg på ingen måde har lyst til at vende mig til lugten af hele Nørrebros fodsved i snuden.

Men jeg glæder mig alligevel lidt til næste gang.