Jeg vil ikke dø! – Pressetur til Mallorca med FORD – Take #2

Så kommer fortsættelsen på min Mallorca tur. Du kan læse hvordan jeg næsten blev en del af en “klovn” episode her.

Da støvet havde lagt sig og jeg undgik en “klovn” episode på flyet, var det med lettet hjerte, da jeg stod af privatflyet i Mallorca. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig, hvorfor havde jeg dog nogensinde takket ja tak til det her. Jeg hader at flyve, på sådan en, jeg får svedeture og hører mystiske lyde hele tiden, og med de tankebaner min hjerne som regel har, ja så ender jeg altid i de sværeste situationer, lang tid før det overhovedet kunne ske i virkeligheden. Hertil kommer at på trods af, at jeg er en rutineret bilist, ikke synderligt bryder mig om at køre i en bil jeg ikke kender, på veje jeg ikke kender, veje der er så smalle, at selv cykler havde problemer med at overhale hinanden. Så tænker i vel “nå ja, så var lortet vel ensrettet?”.. Nej det kan jeg så fucking godt fortælle dig, at de ikke var. De fleste modkørende var beskidte folk i arbejdskluns, med sort overskæg, Jomfru Maria i bakspejlet og så ellers begge fødder stemplet ned på speederen.

“Jeg er ikke fucking klar til at dø til et papnæb, som ligger livet i hænderne på en dinglende papfigur med blinklys”.

Jeg fik en partner, som er en gammel kending indenfor disse presseture og han indledte også turen med et stabilt rat, god fart og lange historier fra vejen. Hvad han ikke vidste var, at med mig på slæb, ja så skal man være ekstra skarp. Vi skiftede fører halvvejs, og jeg fik for første gang fat i rattet på familiebilen FORD C-MAX. Rummeligheden og støjniveauet var imponerede lavt for så stor en bil, og den føltes let og smidig på både lande- og motorvej. Dog måtte jeg desværre lade sidespejlet efter cirka to minutters kørsel, da vi netop mødte en modkørende, som tydeligvis ledte efter en undskyldning for at tage en billet i svinget. Herefter må jeg ærligt sande, at min lyst faldt endnu ottehundrede grader for at køre på veje lavet af og til blinde mennesker, med ulidelige cyklister uden nogen form for respekt, for de forbipasserende biler i alt for høj fart. Nej, en udsigt er i min verden ikke det værd, og de bilferier jeg planlægger i fremtiden vil også undgå disse veje. Men det skal bilen nu ikke have skylden for, da den gav mig en glimrende oplevelse.

Den næste dag blev ruten vi skulle køre, optimeret og med et festligt måltid i maven, en gabende kedelig pressekonference og et yderst fornemt værelse med en enorm seng, så vågnede jeg helt klar til at rive i en ny bil.