At møde mennesker jeg burde vide hvem er?

Et indlæg der skulle have været ude igår, jeg synes det er værd at dele alligevel, en dag efter..

For at være bramfri, og på trods af de eventuelle lussinger jeg får i aften for det her indlæg, så er det altid sådan en lad følelse jeg har i maven, når jeg skal til events med andre bloggere, som jeg enten har talt med før og har glemt, har læst deres blog, inspireret, men igen, totalt glemt hvordan de ser ud og hvad de hedder. Faktisk er det ikke kun til blogevents, men helt generelt. Med mindre det er den tætteste familie eller venner, så er jeg heeeeeelt blank. Så begynder tvangstankerne samtidig, hvor skal jeg sidde, hvem skal jeg gi hånden, kramme, eller er vi på dobbeltkys vi ses i Frankrig hilsen? Når vi så i aften tropper op 60+ bloggere, så bliver jeg ekstra stram i røvballerne. Den følelse ved jeg, at andre også har, måske endda de fleste. Men vi snakker aldrig om den. Så i aften går jeg direkte hen til nogle mennesker jeg på ingen måde aner hvad laver, om de arbejder på stedet eller er bloggere, stikker dem klør fem og melder kulør. Jeg ANER ikke hvem i er, men det kan i passende underholde mig med, mens vi venter på maden. For er der én ting jeg er helt sikker på, så er det, at i elsker at snakke om jer selv! Måske undlader jeg den sidste sætning, da den nok giver anledning til brok, mere end den bryder isen.. Hvem ved.. Der er lagt op til en superfed aften, men med rigelige chancer for selvhentere, og dem er jeg ikke bleg for at lave. Bare spørg Amalie Wessel, 3g modebloggeren som gav mig et dejligt kompliment, som jeg kvitterede med et ”tak, Sille Who”. Den ryger ikke sådan lige i glemmebogen, skal jeg hilse og sige…

Jeg skal naturligvis lige forbi frisøren, barberen havde ikke tid, læs om min frustration over det i morgen.. Og så møde ind på arbejde dagen efter kl 08:00 sharp, så jeg kan muligvis ikke vælte mig i den ad libitum af drikkevarer, der står til rådighed. Det er til stor ærgrelse.  Men tanken om tømmermænd og min yderst morgenfriske datter, samtidig med at jeg skal på arbejde i 9 timer trumfer altså mig fuldstændig skåret over på en onsdag aften.

Bekymringer af vejen, røde kinder og selvmål til siden så er jeg sikker på, at det bliver et par hyggelige timer i selskab med mine kollegaer og selv om jeg nok holder mig i skindet, er jeg stadig uden filter.

Vi ses i baren! Eller.. Damnit