Barnets første sygedag.. Hver eneste fucking uge!

Altså hvad i hede hule helvede sker der? Vuggestuen er jo en envejsbillet til at blive sindssyg med den mængde af sygdom som den bidrager med. Lige fra en snottet næse, influenza, tænder på vej eller general ubehag, ja så har Vilja nu formået at være syg 5 gange på en måned. Havde det ikke været for svigermor, der bor tæt på og min egen mor som efterhånden mere eller mindre er flyttet ind på grund af Vilja, ja så tror jeg at jeg var blevet hentet med blå blink og spændetrøje.

Den uendelig dårlige samvittighed over, at jeg ikke selv passer på mit syge barn, bliver kun afbrudt af den skærende påmindelse om, at hvis jeg bliver hjemme, uden selv at være rigtig syg, så er jeg en dårlig kollega og kan ikke fuldføre de projekter jeg har sat i gang. Jeg prøvede at slå to fluer med ét smæk, men at tage mit syge barn med på arbejde var også en blandet pose “argh, det er sgu ikke lige sagen“. Jeg fik lavet lige omkring 4% og Vilja var ikke imponeret over min manglende opmærksomhed i de få sekunder jeg rent faktisk fik et ben til jorden.

Det hele starter typisk om natten.. Vilja vågner og har feber og her starter følgende dialog.. grundet ovenstående..

“Jeg blev hjemme 2 dage i sidste uge, så hvis du lige bliver hjemme nu her til kl. 12:00 grundet mit møde, så kommer svigermor og passer hende til kl. 16:00, hvor du så lige har et mellemrum til dine “Cmts”, (Can’t miss this shit) herefter henter jeg hende, så du kan købe ind, gå på apoteket og så husk lige at ringe til lægen ok?”

Slagplanerne, der bliver lagt om natten munder så ofte ud i, at den ene part ikke kan, jeg er faldet i søvn i planlægningen, et møde er rykket eller Vilja er mere syg en planlagt og så bliver alt alligevel smidt op i luften.. og “elle bælle mig fortælle, sten saks, papir“, en af os bliver hjemme alligevel..

Men kan det ikke lige stoppe for en stund?! Kan vi lige få en måned med rene linjer, så vi hverken skal belemre vores kære mødre, kollegaer og des lige og på den måde få en lille smule rutine tilbage i hverdagen?!

Er det virkelig for meget forlangt Vilja?! Og bedst som jeg lige nu kigger ned på min datter, der desperat prøver at komme op og sidde på mig, kan jeg kun se et par ellevetaller og hendes halvskingre ryst melde et lille..

“Achuuuu, Faaaaaar, opopop”.

En ny dag truer, med tegnefilmskavalkade..