Lort og lortebleer på en lortedag!

“Amen du kan da stikke al fornuft og næstekærlighed direkte op i røven, det eneste sted, der efter idag ikke er lort!”

Dagen starter ud glimrende. Ingen fascistisk sol i fjæset, solariet, som vi kalder hjem, har en behagelig temperatur, klokken er 9.30 og Vilja ligger med et kækt smil, begge arme oppe over hovedet og benene i vejret. Hvis bare jeg havde vidst, hvad den lille lort havde i tankerne de kommende timer, så havde jeg nok fundet spændetrøjen frem, revet dagen ud af kalenderen og plantet hende i badekarret. Bevares, du ved, det lille plastkar der kan foldes ud og plantes på den 1 m2 toiletgulv vi har til rådighed, lagt mig i fosterstilling i entreen og stille men bestemt råbt “moar!”

Første del af dagen går ganske problemfrit. Jeg får trænet godt igennem, ingen opkast eller bevidstløshed, men da jeg atter igen træder ind i vores lejlighed har Viljas kække smil ændret sig til et djævelsk vræl, som skærer gennem marv og ben. Hendes ansigt kan overhovedet ikke følge med rytmen af den enorme omgang tudefjæs hun præsterer og jeg tager hende i mine arme, fuldstændig sat af og chanceløs for at trøste hende. Hendes læber vibrerer fuldstændig ude af takt og lige pludselig bliver der helt stille. Intet har ændret sig, hendes ansigt får stadig Jim Carry til at skamme sig og det er først da jeg hører gøen fra underboens hund, at jeg kigger ned på min datter; “Tillykke Vilja du er gået over på en frekvens kun hunde forstår“.. Først da jeg overgiver mig og efterligner hendes skrig, stopper hun brat op og kigger på mig med et helt uforstående udtryk;

 “What the fuck laver du far? – er du lige sød og vippe mig frem og tilbage, puste, kysse mig, sige nååååh og så ellers bare holde dig i baggrunden?!”

Efter en længere Mexican standoff ender vi i en eller anden form for kompromis. Hun stopper sin gråd, mens jeg vader rundt i cirkler om sofabordet og gynger hende op og ned med primo sangtekster som “Sov sødt lille lort og visselul, i dag skal du sove længe”.. 

Klokken slår 18:00 og for første gang med et minuts stilhed glanser vi ned over den måske lidt ambitiøse “todo” liste vi lavede i morges; “tage kylling ud”, nope “købe grøntsager”, nope “købe nye ammeindlæg”, nope… Støvsuge, vaske op, stille mælken i køleskab, betale forsikringer, D vitaminer, frisør.. nope Nope NOPE, INTET!

Det er nu eller aldrig, vi kigger på hinanden, griber Vilja under armen og stormer ned i bilen. “Vi tager til Fields, der kan vi jo slå 2 fluer med et smæk, købe ind og frisør!”

“Ja der en ledig tid om 1 time”. “Tak så handler vi lige ind først”.. “Nej altzå vi har zådan et konzept, du zkal altzå zidde her og vente i 1 time på et drop ind okz?” 

Mit hoved eksploderer og jeg når lige at vende mig om, proppe Viljas tøjble i gabet før jeg brøler “FUCK DIG DIN FRUGTSKÅL!”

Overskuddet er opbrugt. Det eneste vi får med hjem er ammeindlæg. Jeg parkerer bilen og hiver Vilja op af autostolen og her slår det mig. Et flashback tilbage til tidligere på dagen, Vilja havde en plan, kompromiset, der egentligt bare var stilhed før stormen…

FULDSTÆNDIG FUCKING INDSMURT I LORT FRA TOP TIL TÅ, SIDDER HUN LIGE SÅ STILLE MED PRÆCIS DET SAMME DJÆVELSKE SMIL FRA I MORGES!

“Hej far, 2-0″…

Med absolut intet overskud, ingen kræfter til aftensmad, Vilja badet i lort, finder jeg vej til tastaturet, for i skal da ikke snydes for et indlæg idag. Med det sagt, så ønsker jeg jer alle en god aften…

“fuck my life!”