At nå røv og nøgler..

Før jeg mødte Denise, nåede jeg præcis alt det jeg ville hver dag, hvilket ikke var meget. Men tiden spillede aldrig en rolle i min hverdag og jeg kunne slet ikke identificere mig med kommando planlægning kompromiser. Med Denise spillede tiden faktisk heller ikke en rolle. Lange nætter, korte aftener, fælles eventyr, spontane øjeblikke med overskud gjorde, at jeg vidste hvem jeg skulle gå gennem lykke liv og helvede med. Livet var vi midt i, glæden var stor. Så kom Vilja og både lykke og helvede meldte sin ankomst på samme tid. Vilja har givet mig en hidtil ukendt lykkefølelse. Men lykkens regning skal betales ved kasse 1 og der bliver ikke givet på klods! Den uendelige strøm af vågne nætter, bagkanter der på ingen mulig måde kan gradbøjes i form af til og fra vuggestue. Soveskemaer, mad eksplosioner og værst af alt, en ustyrlig mor fase der negligerer min rolle som far fuldstændig i vores treenighed. Og så den uendelig mængde af kællinger med gode indvendinger som – ”Men men men altså det er jo fordi hun har et helt bestemt bånd til moder og maden kom fra brysterne” og andet ligegyldigt opkast for mit vedkommende. Nå det nu forventes, at mænd deltager på lige fod med baby i disse moderne tider vi lever i, så kan en fase som ”mor fase” godt tærre helt ekstremt meget på tålmodigheden! Capiche?! Ovenstående påvirker mig slet ikke lige så meget som den storm af dårlig samvittighed over, at jeg ikke når alle de ting jeg går og drømmer om at føre ud i livet.. Af disse kan nævnes.. Væsentligt flere historier fra en fars hverdag, da jeg har rigeligt jeg gerne vil dele med jer. Komme ud til flere events som folk er så søde at sende mig invitationer til, skrive flere bøger, få udgivet min første, træne oftere, for min egen skyld..

Men jeg har et mindset, som er meget svært at ændre, desværre, men ultra nemt at beskrive..

”Mere, mere, mere!”

Og som jeg efterhånden har lært at leve med..

”Jeg hviler overhovedet ikke i middelmådighed”..

Så til alle jer, der har flere børn og alle mulige hobbyer samtidig, der bukker jeg mig i støvet.. Jeg fatter ikke hvordan I magter det? Især uden at lide et helt ulideligt afsavn til jeres børn, da arbejde allerede stjæler mere end hvad godt er.

”EXPLAIN YOURSELVES!”