En druktur på bøssebar og en kælketur på verdens mindste bakke.

Gå væk far!

IMG_3544

Vilja er i en fase, som så ikke rigtigt er en fase, men mere et utroligt stort beskyttergen. Se det er jo rigtig fedt, hvis det så bare ikke lige gik ud over mig! Hver eneste gang jeg krammer Denise, kysser eller bare rører hende, så er Vilja der som en vild, lille løve. Lige meget hvor meget jeg prøver at liste et kram eller kys ind, så er hun der! I vildskab og fråde om munden, stopper hun al leg og flyver hen til os, og med begge hænder prøver hun at skubbe farmand til siden.

”Neeej, Neeeej, Moooooooooar, Neeeeej, far”.

Nu er jeg efterhånden en smule træt af hendes ejerfornemmelser og alverdens pædagogik har hidtil fejlet.  I går aftes besluttede jeg mig så for øje for et øje taktikken. Jeg ventede til det perfekte øjeblik, i sofaen, lige efter middagsmadden. Vilja legede med sit te sæt, mens Denise og jeg sad i sofaen. Langsomt gav jeg Denise en krammer og kaldte samtidig lavmælt;

”viiiiiiiiiljaaaa”

Øjeblikligt kastede hun te og kopper til helvede og sprang hen efter mig. Men lige som hun prøvede at fedte mine arme væk, gav jeg hende et lille fint puf og afsluttede

”Min!”

De øjne, det ansigt og utilgivelige udtryk min datter havde i det sekund, satte sig som en kanonkugle i maven, et hævngerrigt toiletbræt på kuglerne og en lynlås i pungen. Et sug uden sammenligning, da hun helt ulykkeligt brød sammen, satte sig ned på numsen og kiggede på mig med tårerne trillende ned ad kinderne og en dirrende mund, der i et kort øjeblik sendte min sjæl til helvede med en streg i regningen på returen.

Det magtede jeg overhovedet ikke, jeg kastede mig i knæ, i håb om tilgivelse, omfavnede hende med begge arme og knugede hende helt ind til mig.

Men kampen var tabt..

”Moooooooooooar” pev hun og striben af snot hen over min bluse fortalte en entydig historie.. Det var kun mor, der kunne trøste hende.

10 minutter senere, sad hun atter på mig, med smil og grin.  Jeg var dog en del fattigere, grundet alle de apps jeg lige havde købt til hende..

En fars tilgivelse, 129 kr. på ITunes store.

”…”

”Fucking børn!”

5 kommentarer

  • Charlotte

    Vi har indført fælleskys herhjemme. Så kysser både far og mor samtidig vores søn på 2 år fra hver side. Han synes det er ret sjovt. Så hvis mor og far er kærlige, og vores søn blander sig, får han er fælleskys, og så ned på gulvet og lege videre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • De små banditter… Du må have en dejlig dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Sikke en god og velleveret historie. Jeg er lige faldet over din blog og går nu på rov i alle dine gamle indlæg! 🙂 Jeg glæder mig til at følge med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja Beier

    Det er som at høre om vores søn Dean. Krammer vi i køkkenet eller putter på sofaen vil vores søn være med. Er han ked af det er det kun mor der er god nok.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En druktur på bøssebar og en kælketur på verdens mindste bakke.